Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

12.april 2025: København: Livesmagning 41: Famille Lancon Gigondas Bellecoste 2022, Rhône🍷


Foto: Famille Lancon Gigondas Bellecoste 2022, Rhône, i glasset. Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København, 12.april 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Velkommen til Livesmagning 41, direkte fra København City.
Denne gang er emnet en Gigondas fra Lancon.

Famille Lancon
Gigondas Bellecoste 2022
Rhône rød
Alkohol: 14,5%
Druesammensætning: Grenache-Syrah-Mourvedre, nærmere fordeling ikke angivet. Artiklen her bliver opdateret senere med flere detaljer om både vinen og domænet.

Jeg overrasker nok ikke mange med farveangvelsen her- det er meget mørkt, til kanten, i denne unge Gigondas fra 2022.

Jeg lader vinen stå nogle minutter før jeg påbegynder smagenoten.

Der er en meget markant og stor duft over denne Gigondas; det første, der slår mig, er en karakteristisk Grenache-varme, dybde og frugtsødme. Der er knust sort peber og samtidig også en højtonet, frisk karakter. Muligvis et godt tegn for vinens palette. Duften er umiddelbart meget harmonisk- man får simpelthen lyst til at smage på vinen, udelukkende på grund af det tiltalende, attraktive indtryk fra duften.
På paletten er frugten sød, tenderende hen i det marmeladeagtige, men heldigvis også kun tenderende. Der er en Grenache-typisk og rigtig flot og lækker dybde, med en røget kvalitet og indtryk af lakridsagtige toner, sammen med en (og det er overraskelsen her) en rigtig flot, lækker og sprød syrlighed, der forfrisker paletten og får de kraftige elementer i vinen til at fungere. Alkoholen virker velintegreret. Og lige nu, ca en halv time inde i smagningen, synes jeg også at kunne mærke tanniner, der dukker op. De er ikke forstyrrende for smagsoplevelsen, som er ekstraordinært åben, snarere supplerende og instigerende.
Et touch af brun farin kommer ind i næsen, mens Syrah’en supplerer den sorte peber. Der er en flot umami-fornemmelse over det hele, med flot velsmag og sydtysk, Baden-Baden-rekreationsopholds-stemning😄.
Peberet er imponerende og vedholdende i denne vin med et super grip, både om smagerens gane og opmærksomhed, samtidig med at man allerede sidder og forestiller sig en fin madkombination, eventuelt med hvidløgskrydret påskelam med krydret tilbehør.
Indtrykket er lige nu rigtig flot.

Jeg lader nu igen vinen stå nogle minutter og vender derefter tilbage med konklusion og pointsangivelse.

Vinen udvikler sig nu med en ret flot mineralsk komponent, stenpræget og med flot dybde.
Lige en pointe omkring farven: Den er mørk til kanten, men det er ikke en uigennemsigtig, buldermørk farve. Dertil er der nok for meget Grenache i.
Konklusionen her er at dette er en allerede særdeles velsmagende Gigondas med masser af vægt, men også en forfriskende, læskende syrlighed, der er med til at åbne op for den flotte dybde i frugten. Den kan sagtens ligge nogle år, men den kan rent faktisk drikkes med stor fornøjelse- og nydelse- i øjeblikket. Og der er desuden fint potentiale.
Points: 90+

Omtalt i denne artikel:
Omtaler kommer senere.

…..