Foto: Albert Sounit Mercurey Vieilles Vignes 2022, Côte Chalonnaise, Bourgogne, i glasset. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 5.april 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Vindiktatoren fortsætter livesmagningen inde fra Kjær & Sommerfeldt på Gammel Mønt. Vi kan jo kalde det en gestus i anledning af firmaets 150-års jubilæum, som jo blev fejret grundigt i mandags, i deres liveudsendelse med den formidable formidler, Mads Eklund Hansen, som stod for liveudsendelsen, med deltagelse af blandt andet direktøren for Kjær & Sommerfeldt, Mads Steensgaard. En festlig dag på Gammel Mønt. Man kan forøvrigt stadig se denne liveudsendelse på K&S’ hjemmeside, hvis man vil.
Men nu til den nye Livesmagning, denne gang med Vindiktatoren, her direkte fra Gammel Mønt. Emnet er en rød Bourgogne og jeg kan lige så godt afsløre på forhånd at jeg faldt for den røgede tone i duften med det samme..
Domaine Albert Sounit
Mercurey Vieilles Vignes 2022
Côte Chalonnaise
Bourgogne rød
Faktisk ret mørk i farven- mindede om den netop smagte Pedesclaux 2022 fra Bordeaux!
Duften er præget af en utrolig lækker, røget fadtone. Det er også næsten helt bacon-agtigt, så fed er denne tone. Hvis det her var en McDonalds-reklame ville jeg sige “I’m Lovin’ It”!
Der er en lækker, dyb rødfrugtig tone her, der faktisk næsten krænger over i mørke stilarter.
Efter nogle få minutter i glasset “eksploderer” den røgede tone i en dominations/Donald Trump-håndtryk-agtig, nærmest macho-stil, der pumper op af glasset! Der er tonsvis af umami, lækre, men samtidig diskrete sorte krydderier, dybmineralske indtryk, og en samtidig følelse af mild citrus.
På paletten; formidabel, lækker hindbær, blandet med lidt mørkere bær-stil, ekstremistisk flot dybde med den flotte umami, kombineret med en perfekt supplerende syre, lidt både sort og hvid peber, blomstrede noter, mens syren sørger for at balancen ligger fuldstændig fabelagtigt og kærtegnende i munden.
Det er en blød og feminin, lækker rødvin, der kommer i kurver og bølger. Hvis jeg var lidt vulgær og lummer, ville jeg nok kalde den “sexet”. Det her minder mig om dengang min gamle lærer på Vinakademiet, René Langdahl Jørgensen (ja, ham med “Vin For Begyndere”), kaldte en vin for “fisefornem”, men tilføjede et ekstra s…
Denne vin er i harmoni med sig selv og har en sjælevederkvægende og typisk charmerende Bourgogne-karakter. Man føler sig “hjemme igen”.
Jeg lader nu vinen stå i nogle minutter og vender tilbage til smagningen bagefter.
Efter nogle minutters pause er smagningen genoptaget og jeg synes nu at kunne detektere en klar tannin-tilstedeværelse. Det er små, fine og grynede tanniner og de har ikke specielt meget indflydelse på vinens fremtræden i øjeblikket. Den er stadig meget charmerende. Men tanninerne er til stede og er ret tydelige.
Der er en uimodståelig lækker stil i denne vin og umami-komponenten er kolossal. Det her er en fløjls- og silkelagen-agtig Bourgogne! Velsmag og lækker rød frugt i en vin, der er så meget á point. (Ja, nu sidder Vindiktatoren også og forfransker smagenoten🙄)..
Konklusion: Denne Mercurey storcharmerer i øjeblikket. Ig der er potentiale.
Points: 90+
Omtalt i denne artikel:
Domaine Albert Sounit, Bourgogne:
https://albert-sounit.fr/