Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

8.februar 2025: Rosenborggade, København: Grosses Gewächs Riesling 2011 fra Franken!


Foto: Wiengut Sommerhausen Riesling Grosses Gewächs 2011 Steinbach, Franken, Tyskland, i glasset. Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København. Billede taget af Vindiktatoren.

Det var ikke kun berømt enkeltmarks-Barolo, som Torben Bruun fra Kaffe-Thé-Vinkælderen bød på, da Vindiktatoren var forbi Rosenborggade igår! Midt i det hele afslørede Torben nemlig at han netop havde fået en flok Rieslinger hjem fra fremragende Weingut Sommerhausen i Franken!! Og det var en så sensationel nyhed for mig at jeg simpelthen var nødt til at forlænge opholdet i Rosenborggade! Måske husker læserne her min anmeldelse af samme producents formidable 2014-Chardonnay her i avisen. Jeg tænkte straks at hvis 2011-Rieslingen var så god, som jeg tænkte, da jeg så den klassiske flotte fede Franken-flaske, så vankede der endnu en lækker oplevelse denne lørdag!
Levede vinen så op til mine høje forventninger??.. svaret kommer her:

Weingut Schloss Sommerhausen
Riesling Grosses Gewächs Steinbach 2011
Franken
Tyskland
Alkohol: 14,0%

Jeg var nærmest rystet over alkoholprocenten, må jeg indrømme. 14,0 er helt vildt højt for en Riesling- jeg tror faktisk at dette er den mest alkoholdige Riesling, jeg nogensinde har smagt.
Meget gul, tenderende til mørkegul.
Ren, flot snekrystalagtig duft, med lynende flot syre. Lidt smøragtig fedme på næsen, sammen med et strejf af naturlig honningsødme fra frugten. Alderen fornemmede man nærmest ikke. Heller ikke alkoholen.
På paletten lækker syre og citrus, kombineret med en lækker umami-vinøsitet, der læsker ganen og skaber en flot dybde. Afslutningen er lang og dvælende, med flot syre/citrus/lime-fornemmelse og rankhed, samtidig med at man føler en lækker saftig og også let krydret stil, med grønne elementer.
Flot vin!
Points: 92.

Omtalt i denne artikel:
Weingut Schloss Sommerhausen, Franken:
https://www.sommerhausen.com/