Foto: Emnet for Kenneth Møller Kristensens foredrag hos Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde, København- 40 Utrolige Historier fra Tour de France. Billede taget af Vindiktatoren.
Vindiktatoren har været til flere foredrag, der handlede om cykling og især om Tour de France. Jeg har blandt andet set Rolf & Ritters halvårlige TdF-opdateringsshow, opkaldt efter dem selv, indtil flere gange. Efter min mening er de begyndt at køre i samme rille- vi fejrer danskerne og alt andet er nærmest ligegyldigt.
Man skal ikke gå ind til et Rolf & Ritter-foredrag med den forhåbning at blive orienteret og få en situationsrapport fra cyklingens verden. Deres foredrag er ikke nørdede gennemgange af årets favoritfelt med chancevurderinger og nidkære analyser af hver enkelt rytter. Tværtimod, så handler det nærmest kun om Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
Det er som om Rolf & Ritter ikke forstår cykelløbsentusiasternes enorme interesse for alle mulige detaljer, oplysninger og bonus-info fra alle lejre, når de tager rundt på de store scener. Jeg synes især, det seneste show, her i foråret 2024, var een stor gentagelse af tidligere show og så beskæftigede man sig lige kort med det kommende Tour de France. Her var det eneste tilsyneladende vigtige spørgsmål om Vingegaard ville blive klar.
Så er det noget helt andet med det foredrag, jeg var til igår i Fiolstræde. Her kom vi vidt omkring med Kenneth Møller Kristensen.
For dem, der ikke kender Kristensen, så er her en lille gennemgang af hans cykelverdens-meritter:
Han har været 25 år i cykelsporten. Er redaktør for Danmarks Cykel Unions officielle medier. Har været pressechef for- blandt andet- VM, Danmark Rundt og det københavnske 6-dagesløb.
Ejer cykelsiden cyclingworld.dk. Er cykelsportsredaktør på lex.dk. Og har skrevet 10 bøger om cykelsport.
Foredraget i Fiolstræde var en særdeles underholdende gennemgang af nogle af de mest vanvittige Tour de France-historier, baseret på Kristensens egen bog “40 Utrolige Historier fra Tour de France”. Og det er virkelig utrolige historier, som ikke kan undgå at få publikummet til at trække på smilebåndet, med profiler som blandt andet Maurice Garin, Federico Bahamontes og Greg Lemond. Kristensen gennemgår også danskernes historie i Tour de France og fortæller en del anekdoter om de danske deltagere. Og så var der ellers en spørgsmålsrunde, som tog et godt stykke tid pga de mange fremragende spørgsmål, blandt andet fra mig selv, om Kristensens bud på hvorfor Frankrig ikke har kunnet vinde deres eget cykelløb i mands minde- rent faktisk siden 1980erne, hvor Bernard Hinault og Laurent Fignon vandt de seneste franske sejre.
Det havde Kristensen så forøvrigt ikke et godt bud på årsagerne til.
Foredraget tog ca halvanden time inkl spørgsmål og hvis man ser et annonceret Kenneth Møller Kristensen-foredrag, så er mit forslag at man slår til. Man får simpelthen langt mere for pengene end ved Rolf & Ritters show-foredrag.
Omtalt i denne artikel:
Vangsgaards Antikvariat, København:
https://www.vangsgaards.dk/