Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Serie: Mine smagenoter fra The Wine Advocate´s Wine Talk-sektion: 18.december 2008: Château Trotanoy 1967 Pomerol, Bordeaux🍷


Foto: Wine Talk-logoet fra sektionen af samme navn på The Wine Advocate. Jeg bruger et billede af dette logo som illustration, når jeg lægger en smagenote ud, som jeg oprindelig har offentliggjort på The Wine Advocate´s vindebat-hjemmeside, Mark Squires´ Bulletin Board/Wine Talk, medmindre jeg i sin tid har taget et billede af vinen, så vil det være et billede af vinen, der vises her. Det er for mig både en måde at mindes en fin tid sammen med mange glimrende vinkendere, som man kunne udveksle erfaringer og smagenoter med, og et minde over en vinsektion, der nu er nedlagt og afløst af andre, og, for at sige det mildt, knap så civiliserede vinsnak-internetsider.

18.december var min fars fødselsdag og 18.december 2008 var jeg naturligvis i Hornbæk for endnu en gang at fejre min far, og endnu en gang stod den så på hyggenygge med bøffer, rødvin og gamle film. Jeg kan ikke lige huske, hvad vi præcis spiste denne dag, men et kvalificeret gæt er at den har stået på oksemørbradbøffer med lækkert tilbehør. Og da vi havde en vane med at underholde os med gamle klassikere på TV, tænker jeg at vi ret sikkert også har dyrket enten en af de gamle Hollywood-musicals eller muligvis en af de mange fremragende Warner Bros film noirs bagefter, formentlig ledsaget af en del snacks og en af farmands yndlings-whiskyer.
Vinen til denne lejlighed var også lidt af en historie. Havde aldrig set den på auktion før, så da den dukkede op på den side, hvor vi var en flok mennesker, der handlede en del ældre flasker, så slog jeg til.
Her kommer så historien og smagenoten, som jeg (næsten) formulerede den på eRobertParker.com Wine Talk i december 2008: (oversat fra engelsk):

Château Trotanoy 1967
Pomerol
Bordeaux rød
Jeg vandt denne vin på en internetauktion og jeg forventede egentlig ikke at flasken ville være så flot at se på, eller rettere sagt ikke flasken, men flaskestanden, som var en klar A. Indholdet stod stadig helt oppe i “halsen”- den måtte have været opbevaret rigtig godt gennem tiden. Denne stand A-flaske er stadig den bedst udseende ældre flaske, jeg har købt.
Flot dybrød farve, dog lys i kanten. Og ligeledes flot, levende, og næsten ung, næse med sund frugt. Vinen var helt klart i live og et hurtigt dyk ned i glasset viste perfekt balance i en palette med den fine frugt, der fulgte vinen gennem hele oplevelsen, og som fik selskab af svampearomaer, knuste sten (mineralske noter) og rørsukker; frugten var fuldmoden.
Vinen forekom også “varm”, og i baggrunden en smule alkoholisk, selvom jeg helt klart tænker at alkoholen ikke var specielt høj (på denne tid lå den typiske Bordeaux med klart lavere alkoholprocenter end idag), men det forstyrrede ikke.
Fin afslutning, dog ikke specielt lang, men helt klart lang nok til at imponere. Hvis denne vin var repræsentativ for kvaliteten på Château Trotanoy i 1960erne, så må man sige at det gik fint for dem, i en periode, hvor mange andre og mere berømte slotte, ikke leverede på dette niveau.
Jeg tænkte faktisk at på dette tidspunkt var Trotanoy 1967 den næstbedste Bordeaux fra 1967, som jeg havde smagt indtil da (dette var før min store 1967-kampagne i 2017). Den bedste 1967, jeg havde smagt på dette tidspunkt, var Château Pichon-Longueville Comtesse de Lalande fra Pauillac. Den havde jeg smagt tidligere i 2008 og når/hvis jeg finder min eRobertParker.com Wine Talk-smagenote på den vin, lægger jeg den ud her i avisen.
Points: 89.
Jeg kunne ikke rigtig tildele vinen mere end 89 points, selvom den levede i bedste velgående. Den manglede noget kompleksitet, dybde og egentlig også konstruktion. Men som vin var den, især i betragtning af sin alder og årgangens ret dårlige ry, temmelig god.
Jeg fik indtil flere kommentarer fra min Wine Talk-kolleger for denne smagenote. En af dem gik på at jeg havde været heldig, fordi Bordeaux-vine fra 1960erne generelt set, og specielt 1967, var ret dårlige og slet ikke kunne hamle op med f.eks. den musik, der blev produceret samme år.
Baseret på de yderligere erfaringer, jeg har gjort med både 1967 Bordeauxer og andre vine fra samme periode, i forhold til den måde, musikken fra 1960erne ældes på, synes jeg egentlig at jeg ikke kan erklære mig enig i denne vurdering og at 1967-vinene har klaret det langt bedre end forventet.
Men denne tid i 00erne var også præget af Robert Parkers enorme indflydelse på vinmarkedet og flere kommentatorer var meget begejstrede for hans smag. Men allerede på dette tidspunkt var der også meget kraftig kritik af ham og personligt vurderer jeg at der er mange, som fandt, og stadig finder at det, de opfatter som Parkers mange fejlantagelser om Bordeauxers holdbarhed og udviklingspotentiale, hans mangel på generel forståelse for Bordeaux-vinenes natur og helt unikke specielle identitet og især hans indflydelse på produktionsfilosofien i Bordeaux, faktisk har været skadelig for regionen. I disse år ser man også mere og mere en tilbagevenden til tidligere tiders langt mindre alkoholiske og lidt mindre fadprægede rødvine. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om debatten. Men umiddelbart tænker jeg nok at jeg synes at Parker-kritikerne langt hen ad vejen har ret.

Omtalt i denne artikel:
Château Trotanoy, Pomerol, Bordeaux:
https://www.moueix.com/en/pomerol/trotanoy