Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Serie: Mine smagenoter fra The Wine Advocate´s Wine Talk-sektion: 24.december 2008: Hornbæk: Jævn bordvin, storslået Cru Classé fra 1945 og catalansk bulderbasse, med refleksioner over nutidens vin-modetrends..


Foto: Château Léoville Las Cases 1945, Saint Julien, Bordeaux. Billedet er taget idag i Vindiktatorens Bunkermuseum i København, men flasken blev konsumeret af mig og min far 24.december 2008 i Hornbæk.

Smagenoterne for de tre smagte rødvine på denne juleaften blev oprindeligt publiceret af mig på The Wine Advocates internetside, eRobertParker.com, under klummen “Wine Talk”, den 27.december 2008. Men da The Wine Advocate´s vindebat-sektion Wine Talk blev nedlagt for få år siden, blev min smagenote nedlagt med den. Heldigvis for mig selv og for eftertiden var jeg så forudseende at fotokopiere en del af mine mange smagenoter, som jeg delte med de øvrige bidragsydere til eRobertParker Wine Talk i sin tid. Jeg vil i det kommende år begynde at lægge så mange som muligt af disse smagenoter fra min tid på eRobertParker ud her i avisen. Dette er den første- og den er særdeles aktuel, fordi det er en juleaftens-smagning, der fandt sted i 2008- på højden (eller rettere sagt bunden) af det, man kalder The Great Recession i 2008-09. En periode, som kickstartede det ekstreme offentlige overforbrug, som politikere overalt i den vestlige verden har benyttet sig af siden (og stadig gør), når der er bare optræk til en hvilkensomhelst krise noget sted, efterhånden.🙄
Men nu til vinene denne juleaften. Planen var følgende: Først en “lille Bordeaux på jævnt niveau” og så den efterfølgende smagning af den store berømte Bordeaux i en legendarisk årgang, der så ville sætte tingene i relief, efterfulgt af en kraftig, moderne vin til det store, kraftige efterfølgende ostebord, med bla gorgonzola og lagrede, faste oste.
Følgende er de noter, jeg offentliggjorde på eRobertParker i 2008. Jeg skal så lige gøre opmærksom på at jeg har rettet en ret stor fejl, som jeg lavede, da jeg offentliggjorde noten. Jeg skrev nemlig at 1945eren var tappet på flaske af Cruse i Bordeaux. Det er åbenlyst ikke korrekt. Som man kan se på billedet af flasken, så er vinen slotsaftappet og så afskibet fra Bordeaux af Cruse og importeret til Danmark af Kjær & Sommerfeldt på Gammel Mønt i København. Hvordan jeg kan have overset dette, ved jeg ikke.
Men nu til smagenoterne, som jeg mere eller mindre har afskrevet ord for ord, med undtagelse af visse formuleringer, forøvrigt alle oversat fra engelsk, som jeg har været nødt til at rette pga fejl eller fordi jeg vil understrege en pointe eller uddybe lidt mere- og visse steder har jeg fjernet nogle bestemte beskrivelser af smagsindtryk fra smagenoter, fordi jeg simpelthen ikke er enig med mig selv i dem, set i bakspejlet.

Mouton Cadet 2006
AOC Bordeaux
Bordeaux rød
I løbet af det seneste årti eller mere har Mouton-Rothschild-holdets populære bordvin efter min mening været tynd, syrlig og underernæret. Men denne 2006-årgang virkede fint balanceret og med tilstrækkelig frugt til at balancere syren. Anbefalet til prisen (som var ca kr 55.- pr flaske). Denne vin inkluderede jeg i smagningen som indledning til de “store” flasker.
Points: 82+.

Næste vin var en flaske, jeg havde set frem til i lang tid. 1945 er en kolossal årgang i Bordeaux- og ikke kun pga afslutningen af verdenskrigen og den allierede sejr. 1945 var nærmest en magisk god årgang i Bordeaux, med kvalitet på et niveau, så man nærmest tror det er løgn.

Château Léoville Las Cases 1945
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Jeg kæmpede en del med proppen. Var nærmest nødt til at udgrave den.. det må et eller andet sted være et positivt tegn, for så har vinen nok ikke lækket. Jeg købte engang et parti på 5 flasker Léoville Las Cases 1959, hvor proppen på samtlige flasker faldt ned i flasken, hvis bare man berørte dem. Disse flasker havde åbenlyst ligget for tørt og var alle “døde”. Ret ærgerligt.
Da proppen endelig kom ud, indfandt der sig en spektakulær duft af mørke bær, med flotte solbærnoter i stor koncentration. Vinen var, for nu at sige det mildt, meget mørk i farven, helt til kanten. Og nærmest udover den!
På paletten var vinen ikke bare særdeles meget i live (altid det første, man gerne vil konstatere med ældre vine), men utroligt nok også heller ikke helt moden endnu. Tanninerne viste sig hurtigt at være ret kraftige, men samtidig befandt frugten sig fint og med tydelig tilstedeværelse indenfor vinens tanniske struktur uden at blive overmandet. Vinen var særdeles velsmagende og enormt insisterende og lang lige nu, nærmest “tyk” i sin tilstedeværelse, rig, fuld af klasse og med en lang eftersmag med masser af nuancer, og man havde en følelse af at der var mere på vej, fordi tanninen stadig lod til at lukke ned for nogle af de lidt mere forfinede indtryk.
Hvis jeg ikke vidste at denne vin var fra 1945, ville jeg aldrig have gættet på at det her var en 1945er. Den så for ung ud med den fuldstændig uigennemsigtige dybrøde farve og opførte sig enormt fast, strukturelt, med en kæmpemæssig konstruktion, nærmest som om tiden stod næsten stille for denne vin. Jeg tænkte med mig selv at jeg ville have gættet på 1988 eller 1986, også fordi at vinen stadig opførte sig på en måde, der antydede at potentialet var temmelig stort med mere lagring. Den mindede mig faktisk om den utrolige smagning, vi havde haft ca 4 år tidligere, med Château Gruaud-Larose 1928, også fra Saint Julien, endnu en fantastisk ældre vin, der havde det fint, da vi drak den i en “fremskreden” alder 1.januar 2005. Men Gruaud-Larose 1928 virkede dog trods alt mere moden end denne Løvekonge 1945.
Points: 94+.
Dette var første gang, jeg smagte Château Léoville Las Cases 1945. Anden gang var i september i år og den smagning har jeg lagt en artikel ind om her:
https://www.letourduvin.dk/2023/09/03/2-september-2023-kaffe-the-vinkaelderen-en-legendarisk-loerdag-hvor-saint-juliens-loeve-broelede-os-ind-i-hovedet/

Den kendte franske vinconaisseur Francois Audouze kommenterede forøvrigt min smagenote med at han, hver gang, han havde smagt Léoville Las Cases 1945, havde været forbavset over vinens ungdommelige udtryk.
Jeg var- og er- fuldstændig enig med Monsieur Audouze i dette.
Efter denne storslåede oplevelse, som tanninen dog forhindrede i at blive legendarisk, skulle vi til det lækre (og kraftige) ostebord have en ligeledes kraftig vin. Valget faldt på en af vore favoritter:

Clos Mogador 2003
Priorat rød
Catalonien
En imponerende vin. Fyldig, rig, kraftig, men samtidig silkeelegant. Luksuriøst frugtig, bløde tanniner, stor midterpalette og længde. Og jeg gætter på at den også har en stor fremtid.
Jeg prøvede nu at sammenligne farven i denne vin med Léoville Las Cases 1945.
Der var INGEN sammenligning!
Løvekongen var simpelthen LANGT mørkere i farven. Utroligt. For Mogador er altså en koncentreret basse, altid meget mørk.
Så sjovt nok denne aften var det altså ikke så meget Mouton Cadet 2006, der blev sat i relief. Det var også Clos Mogador 2003! 😆🍷
PS: Jeg skrev i min oprindelige smagenote at “man bare skulle købe Clos Mogador 2003”. Til det ville jeg nok idag tilføje: “Hvis man er til disse bassemonstre”.
Men jeg må indrømme at jeg selv var vild med denne vin. Og tror også at jeg idag ville give denne Mogador 2003 en høj score. Et eller andet sted har jeg nemlig idag en fornemmelse af at man visse steder er ved at være træt af nutidens modetrend, nemlig filosofien om langt mildere og mere friske vine med en langt lavere alkohol, hvis overhovedet nogen. 0-alkohol-vine er jo også på kraftig fremmarch. For slet ikke at tale om tendensen til total afholdenhed, hvilket kun forstærkes- kraftigt- af islams øgede indflydelse, eller, undskyld udtrykket, men jeg synes, det passer med virkeligheden- fremmarch i Europa. Men bortset fra det, så synes jeg at kunne fornemme at vi så efterhånden snart er ved at have nået grænsen for, hvor langt ned man kan trække både alkohol, koncentration samt fad i vine. En balancegang er nødvendig, og hvis jeg skal bruge den gamle “pendul”-sammenligning, så er pendulet svinget helt over i den anden side nu og vi er klar til at svinge lidt tilbage.
Points: 94+.

Denne juleaften 2008, præget af aktiekrakket i efteråret, var der heldigvis ikke vinkrise hos Vindiktatoren.. 🍷

Omtalt i denne artikel:
Château Mouton-Rothschild, Pauillac, Bordeaux: (som producerer bordvinen Mouton Cadet):
https://www.chateau-mouton-rothschild.com/
Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux:
https://www.domaines-delon.com/en/leoville-chateau_leoville_las_cases_histoire.html
Clos Mogador, Priorat, Catalonien: http://www.closmogador.com/index.asp?idioma=EN