Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

17.april 2025: Frederiksberg: Vindiktatoren hænger ud i Alma’s Vinbar og smager spanske rødvine! 🍷


Foto: Matsu El Picaró 2023, Toro, Spanien, i glasset. Alma Sylows Allé, Frederiksberg, 17.april 2025. Billede taget af Vindiktatoren. (Og ja, etiketten ser sådan ud!)

Igår udsendte Alma Madmarked en mail, hvori de meddelte at deres butik på Frederiksberg holdt åbent i Påsken!
“Fremragende!!”, tænkte jeg med det samme, for i samme mail gjorde Alma reklame for særdeles attraktive priser på dels Fanø Laks og dels Bourgogne-mærket Les Vignerons Rèunis, hvis standard-Bourgogner man havde nedsat til halv pris! Alma har også fået deres egen sommersalat på programmet, så tingene udvikler sig simpelthen lynhurtigt. Og det kunne også ses på besøget på Sylows Allé, hvor jeg og andre handlende indtil flere gange stødte ind i hinanden. Noget, som vi tog med højt humør, eftersom det jo bare var tegn på netop det- at der var højt humør i den travle Alma-butik. Folk på Frederiksberg har taget Alma til sig som om det var Irma. Og det kan jeg godt forstå, for man kan formentlig med fuldstændig overbevisning i stemmen påstå at der er mere Irma-ånd over Alma end over de COOP-butikker, hvor de såkaldt “rigtige” Irma-varer forhandles nu. Jeg gider ikke engang kommentere på COOPs ynkelige reklamekampagner for Irma-varer andet end med at den kommunist-formandsstyrede organisation vist er ved at blive desperate for at redde stumperne af kooperationen. Hvilket jeg bestemt ikke er sikker på vil lykkes, på trods af at ejerskabet er skiftet.
Men tilbage til idag og glade tider i Alma. For nede i vinafdelingen var der selvfølgelig også gang i den. Vinbaren midt i afdelingen havde smagsprøver på to spanske rødvine og det så jo spændende ud. Den ene var fra Jumilla og den anden fra Toro- det skulle prøves! Jeg lagde ud i Toro:

Matsu El Picaró 2023
Toro rød
Spanien
Alkohol: 13,5%
Druesammensætning: 100% Tinta del Toro (det lokale navn for Tempranillo)
Som man kan se på billedet var vinen forholdsvis mørk i farven, men ikke uigennemsigtig. Duften var præget af en næsten eksotisk frugt-agtig stil, med dels let sødlige toner, men under det faktisk meget tør og stringent, med en god syre. Middelfyldig, næsten helt Rioja-agtig, med lidt diskret tørret tobak og grønne krydderier. Der kom også lynhurtigt lidt tannin frem i vinen. En mineralsk tone kommer frem sammen med et lille touch af lakrids.
En lovende Toro, som overrasker meget i forhold til det sted, den kommer fra. Jeg har smagt nogle frygtelige monstre fra Toro, der var ubeskriveligt hårde ved ganen. Det her er helt anderledes, meget elegant (utroligt at skulle sige det om en Toro!) og meget velafbalanceret.
Points: 89-90+

Nu til Jumilla og en vin, som Almas sommelier beskrev som en vin, der fungerede som et alternativ til de amerikanske vine, som man ikke har på programmet i Alma- men denne skulle minde om amerikansk i stilen:

Finca Bacara
Time Waits For No One 2022
Jumilla rød
Spanien
Alkohol: 14,0%
Måske skulle jeg have brugt denne vin som artikelbillede. Etiketten forestiller nemlig et dødningehoved! 😆
Druesammensætning: 100% Monastrell (Mourvèdre)
Okay, jeg kan lige så godt sige det med det samme. Denne vin mindede ikke om en amerikaner. For som jeg også sagde til den unge sommelier i baren, så synes jeg at amerikanske vine simpelthen ofte er for sødlige for min smag. Jeg forstår ikke hvorfor amerikanerne ikke kan producere vine, der er klassisk tørre. Det irriterer mig faktisk en hel del, må jeg indrømme, uanset hvor fremragende det er at amerikanerne har fundet deres egne foretrukne stil i vinmageri.
Men denne vin var altså fint tør. Forholdsvis mørk i farven, men bestemt ikke uigennemsigtig, ligesom Toro-rødvinen.
Krydrede toner steg op af glasset; mørk frugt, grønne og sorte krydderier. Lidt Côtes du Rhône-agtig på den lidt mildere måde, for det her var en mere afdæmpet vin end Toroen.
Forholdsvis åben palette, selvom der også her kunne fornemmes tannin, men de lukkede ikke ned for noget.
Ret lang afslutning med lækker, krydret charme, uden at det overhovedet tog overhånd. Perfekt integreret syre.
Igen en glimrende repræsentant for Spanien. Vinen her charmerer også lidt mere lige nu end Toroen, mens potentialet i Toroen forekommer højere.
Points: 89+

En fin dag i Almas Vinbar for Vindiktatoren. Der var også smagsprøve på en Provence-rosé, som forøvrigt var nedsat til en rigtig god pris, men den fik jeg ikke smagt. Jeg gik ud af butikken med to flasker af den Bourgogne, som Alma havde tilbud på, så man kan forvente en Bourgogne-anmeldelse af disse vine her i avisen.
Hvis jeg skal komme med en form for kritik, så er det nemt: Alma har ikke en eneste Bordeaux-rødvin. Dét bør man altså “arbejde med”, hvis jeg skal komme med et velment råd. I min verden skal man altså have Bordeaux- og gerne en del af det- hvis man er et seriøst gourmet-supermarked.

Omtalt i denne artikel:
Matsu, Toro- beskrivelse fra importørforhandleren, Husted Vin:
https://hustedvin.dk/vin/matsu-el-picaro