Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

15.marts 2025: København: Kurt Boelsgaard: “Den Ustyrlige Stat”


Foto: Kurt Boelsgaard: “Den Ustyrlige Stat”, udgivet gennem Forlaget Børsen. 141 sider. Årstal ikke angivet, men den lader til at være skrevet i 1975-76.
Billede taget af Vindiktatoren.

“Den Ustyrlige Stat” er skrevet af Kurt Boelsgaard, som var politisk redaktør på Dagbladet Børsen i en årrække. Udover en langvarig journalistisk karriere, studerede han også økonomi og international politik på Columbia University i New York og har bl.a. skrevet bøgerne “Østen er rød”, “Vælgernes Veje” og er måske mest kendt for biografien om Poul Schlüter.

“Den Ustyrlige Stat” er selvfølgelig præget af sin samtid (1970erne) men praktisk taget samtlige problemstillinger, Boelsgaard beskriver i bogen, kan snildt betragtes som forløbere for og overføres til den situation, Danmark er i nu.
Omslaget til bogen giver et fint, hurtigt overblik over essensen i Boelsgaards bog. Jeg citerer fra omtalen på bagsiden:
“Hvad er det, der sker i Danmark? Hvad er årsagen til arbejdsløsheden og gælden til udlandet? Hvorfor har vi verdens højeste skatter? Hvorfor kan politikerne ikke enes om at løse problemerne? Svaret er at udviklingen har taget magten fra politikerne. Folkestyret kan ikke klare 1970’ernes problemer og (min fremhævelse) DERFOR TRUES DEMOKRATIET INDEFRA”.
Bogen er både en historisk og nutidig (for halvfjerdsernes vedkommende) gennemgang af hvordan velfærdsstaten er blevet en altopslugende entitet, der underminerer demokratiet indefra. Det er en meget interessant historisk gennemgang, Boelsgaard beskriver. Gennem den får man en god indsigt i, hvilken udvikling, der har ligget til grund for den situation, vi befinder os i nu, med en stat, og en politiker-samfundsgruppe, der efterhånden blander sig i alt, hvad der overhovedet eksisterer af ting og sager, de kan blande sig i og “regulere”.
Men sjovt nok så bærer bogen også præg af at Boelsgaard har tiltro til politikerne- og praktisk taget dem alle. Han lader til at tro på at tro på det repræsentative demokrati og politikerne og at politikerne bare er blevet fanger i et system, som de selv har været med til at skabe, men som de er blevet magtesløse fanger i.
For mit vedkommende er jeg ikke enig i denne vinkel. Mit indtryk er at mange af de politikere, der kom ud af uddannelsessystemet i 1960erne og fremefter, er stærkt præget af især den venstreekstremistiske hjernevask, der har præget Danmark siden dengang og som stadig præger os kraftigt og har tentakler overalt i samfundet. Og mange af især de venstreekstremistiske politikere har helt bevidst tilvalgt den stærkt autoritære tilgang til deres “fag”- og en følelse af magtfuldkommenhed i deres autoritet og magtstillinger, med en nærmest kinesisk, kulturrevolutionær tilgang til samfundet.
Men som Boelsgaard rigtigt nok også skriver på side 140 i bogen, så er det ikke kun venstreekstremisme, der var problemet dengang- (og nu, efter min mening). Et uddrag fra side 140:
“Mens de politiske partier gennem mange års kamp var optaget af at diskutere socialisme contra liberalisme eller kapitalisme, skabte de i fælesskab et system, der hverken blev socialisme eller kapitalisme. Det blev lidt (af det værste efter Vindiktatorens mening) fra alle ideologier, men summen er noget, man snarere kan kalde “etatisme” (efter det latinske ord for stat). Staten har gennem velfærdssamfundets udvikling fået en så dominerende position i samfundet at det private trænges ud”.
Bingo.

Og det bliver endnu mere interessant og dramatisk, når Boelsgaard kommer med sin konklusion på den igangværende udvikling. Og her er jeg tilbøjelig til at give ham 99% ret. Døm selv ud fra følgende uddrag af side 141, hvor Boelsgaard efter at have redegjort indgående for hvordan og hvorfor velfærdsstatens omfang udgør en trussel for danskernes frihed og for demokratiets beståen:
“Årsagerne til folkestyrets vanskeligheder skal findes i en årrækkes fejltagelser. Resultatet er blevet en ustyrlig stat. (Min fremhævelse): KUN INDGREB, DER NÆRMEST KRÆVER EN UNDTAGELSESTILSTAND KAN HURTIGT ÆNDRE DISSE FORHOLD. Det magter demokratiet blot ikke. I det skal det være grueligt galt, før flertallet bakker op om en ændring. Skal vi vente så længe, risikerer vi en polarisering, som sætter befolkningsgrupperne op imod hinanden og selve demokratiet sættes på spil. Velfærdsstaten har lagt en tidsindstillet bombe under folkestyret”.

Det er nærmest profetisk.

At udviklingen så har gjort at det måske er foregået på en anden måde end Kurt Boelsgaard forestillede sig, er i denne forbindelse en detalje. For vi er nu rent faktisk endt på det sted, som Boelsgaard beskrev.

Omtalt i denne artikel:
Kurt Boelsgaard: “Den Ustyrlige Stat”, Forlaget Børsen 1976. (1.udgave).

…..