Foto: Warre’s Quinta da Cavadinha Vintage Port 2006, Porto, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 15.februar 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne bundfrosne weekend var ideel til smagning af typiske vintervine; rød Bordeaux og portvin. Og jeg var da heller ikke i tvivl om at det var på tide at finde en af de gode frem, så Warre´s Quinta da Cavadinha-enkeltmarks årgangsportvin blev hentet frem. En simpel ristet hvedetoastbrødskive med blåskimmelost udgjorde madkombinationen.
Jeg smagte vinen lørdag aften og der gensmages i aften, hvorefter den endelige vurdering foretages.
Warre’s
Quinta da Cavadinha
Vintage Port 2006
Douro, Oporto
Portugal
Selvfølgelig meget mørk, måske med en smule lysning i kanten.
Stor duft med flot mørk bærfrugt, ristet egefad, og suppleret med lidt lysere kirsebær-agtige toner, mens en anelse sort krydderi kommer ind.
På paletten viser denne Cavadinha 2006 kolossal frugtcharme. Det er virkelig dominerende og kaskade efter kaskade af lækker, sund frugt skyller ind over smageren. Der er en fin syrlighed og dermed også friskhed i vinen. Tanninen holder sig i baggrunden. Sammen med egefadet er begge forholdsvis diskrete. Vinen slutter imponerende af med den flotte frugtdominans, uden at frugten bliver “for meget” og uden at frugtsyren angriber for hårdt. Alkoholen- og det er det mest imponerende- kan ikke rigtig fornemmes. Der er en uforlignelig god balance- noget, som man kun finder hos de bedste portvinsmærker. Og det er efter min mening især det, der skiller denne enkeltmarks Warre ud fra hovedparten af andre portvinsmærker, især de billigere, der ikke kan finde den balance, som man finder her.
En virkelig flot førstedag for denne Cavadinha 2006.
Jeg gensmager mandag aften den 17.februar og kommer der med en endelig pointsangivelse.
Mandag aften er vinen usvækket og har en yderligere præcision, med en slags distinktiv rørsukkerfølelse over sødmen, det er næsten som om man kan tygge i det. Fascinerende.
Tanninen er til gengæld også helt klart kommet mere frem til overfladen. Et godt tegn og bevis på at denne årgangsportvin har både potentiale og kan ligge mange år. Det er en meget vellykket Cavadinha med formidabelt god balance.
Points: 93+
Omtalt i denne artikel:
Warre’s Port, Douro, Oporto- hjemmeside:
https://www.warre.com/home.php
Warre’s Port, Douro, Oporto- den danske forhandler, Kjær & Sommerfeldt’s omtale på deres hjemmeside:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/vin/portvin/warres-cavadinha-vintage-douro-2006/p-1022954/