Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Januar 2025: Seneste aktualiteter- den faste nyhedsklumme: Seneste opdatering: 31.januar


Foto: Ludvig Bjørns Vinhandel, HC Andersens Boulevard, København City. Billede taget af Vindiktatoren 9.november 2022 ved et besøg, hvor jeg købte en flaske Rioja.
Ludvig Bjørns Vinhandel er Danmarks ældste vinhandel! Ifølge firmaets hjemmeside er de etableret i 1760 i Helsingør, hvor de solgte vin og proviant til de skibe, der lagde an i Helsingør for at betale Øresundstold, hvorefter forretningen havde et intermezzo i Indre By, inden de flyttede ind ved den nuværende adresse tæt ved Langebro. En vigtig, historisk dansk vinhandel.

31.januar: Den nyeste udgave af Vinavisen er udkommet. Se www.vinavisen.dk for den nye udgivelse.

30.januar kl 20.25:
Idag var sidste åbningsdag i Erik Sørensen Vin’s Bernstorffsvej-butik. Domicilet er stadig til salg hos ejendomsmægler Claus Borg & Heilesen og beløbet er stadig 9.000.000,-.
Med andre ord har Erik Sørensen Vin nu ikke længere fysiske butikker- firmaet er udelukkende nethandel, som det fremstår nu, efter lukningerne af først Hillerød og Lyngby-butikkerne, sidenhen Store Kongensgade og nu også selve hovedkvarteret på Bernstorffsvej.
Den annoncerede flytning til nye lokaler, er mit kvalificerede gæt, kan formentlig først realiseres når Bernstorffsvej er blevet solgt. Butikken har ifølge mine oplysninger været til salg i en rum tid og det seneste prisnedslag ser ikke ud til at have haft umiddelbar effekt.
Måske er det den måde, den danske vinbranche dør på. Langsomt og skridt for skridt indtil der kun er få firmaer tilbage.
Jeg håber ikke at det er tilfældet. Men jeg må bare sige at som især Bordeaux-situationen ser ud lige nu, så burde der være gyldne muligheder, især for Erik Sørensen Vin, for at kunne deltage i et marked, hvor der er rigtig mange gyldne fund at gøre i Bordeaux- og egentlig også i andre regioner. Man behøver ikke at satse på øverste hylde og rasende dyre vine, når man kan købe rigtig god kvalitet fra relativt ukendte slotte til en rimelig pris. Noget, som især Supervin har været dygtige til.
Jeg håber at Erik Sørensen kan nå at komme med på vognen. Men det haster vist snart med at få solgt Bernstorffsvej og finde en ny adresse.
Personligt vil jeg have meget svært ved at undvære Erik Sørensen Vin i det danske vinbranchebillede. Jeg har fantastiske minder med denne vinhandel. Og nu går der altså lidt nostalgi i det for mig, så de ærede læsere må bære over med følgende sentimentale tankerejse, efterfulgt af mit håbefulde ønske for fremtiden..

Et billede, der igen og igen dukker op i mit hoved, er mig selv i Bernstorffsvej-butikken, vistnok omkring årtusindskiftet, hvor jeg netop har købt en flaske Château Mouton-Rothschild 1973. Jeg står ved kassen og snakker med Bjarne Sundby, opfinderen af de store Erik Sørensen-smagninger. Ved siden af os står der en trækasse, hvori der ligger en Domaine de La Romanée-Conti Romanée Saint Vivant 1995 i magnumflaske. Prisskiltet siger kr 3.500,-.
Der har været de mange fantastiske smagninger i Hesselrød. Jeg har ikke tal på, hvor mange af dem, jeg har deltaget i. Og der var den fine smagning i 2002 i Lyngby Landsby, hvor vi smagte Château Léoville Las Cases i en række årgange. Og mange, mange andre gyldne minder..
Erik Sørensen Vin er en institution i det danske samfund. En kulturbærer. Legendarisk, men også nutidig. Jeg håber virkelig at de snart får ordnet situationen og åbner en ny fysisk butik- meget gerne inde i City!

29.januar kl 18.00:
Løgismose Nordre Toldbod annoncerer charcuteri-producentbesøg denne fredag, denne 31.januar, kl 14.30-18.30! Det er spanske La Dehesa, der kommer forbi og serverer smagsprøver og fortællinger fra det varme Spanien.
Det kan vist blive en ret stor succes, tænker jeg. Jeg linker herunder til Løgismoses hjemmeside, hvor historien fremgår:
https://www.loegismose.dk/

27.januar kl 18.18:
Kjær & Sommerfeldt afholder liveudsendelse kl 19.00 idag fra en restaurant på Christianshavn! Og emnet er, meget passende: “Hvordan vælger du den rigtige vin på restaurant?”. Kopier linket herunder og indsæt i browser:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/lives/

27.januar kl 15.44:
Idag er det årsdagen for russernes befrielse af Auschwitz. Og det er den begivenhed, der er anledning til den internationale Holocaust-mindedag. I dén anledning vil jeg opfordre læserne til at gå ind og kigge på Yad Vashem-instituttets hjemmeside. Yad Vashem er verdens Holocaust-mindecenter, baseret i Jerusalem, Israel. Her er samlet en kolossal mængde information om Holocaust.
For nogle år siden, nærmere bestemt i 2018, havde Yad Vashem et rigtig fint initiativ, hvor man fik tilsendt en mail med info om en bestemt person, som var død i Holocaust. Det personliggjorde tragedien mere end når man hører beretninger om de mange massemord, der blev begået. Her var vi nede på et helt personligt plan. Og i den anledning sendte Yad Vashem følgende info til mig, om den jødiske student Heinz Wiesner: Den unge mand var født i 1924 i Wien som barn af Julius og Hana. Under krigen levede han i Prostejov, Czekoslovakiet, og blev dræbt i Holocaust i 1942. Oplysningerne om hans død kom fra hans bekendte Maud Michal M Mikhal Beer Ber.
Jeg synes, det var et fremragende initiativ af Yad Vashem. Man fik også tilsendt et billede af den afdøde. Jeg ved ikke om instituttet stadig kører med dette initiativ, men under alle omstændigheder vil jeg opfordre alle til at besøge deres side og læse/studere, så dette massemord aldrig bliver glemt og forhåbentlig forebygges/forhindres fremover. Link til Yad Vashem herunder:
https://www.yadvashem.org/

27.januar kl 15.06:
Alfred Josefsen har netop udsendt en mail med angivelse af den nøjagtige dato for den første butiksåbning af afløseren for Irma, Alma Madmarked. Det bliver om helt nøjagtigt 2 måneder på datoen, torsdag den 27.marts 2025, på Sylows Allé på Frederiksberg. I mailen takker Alfred Josefsen også for den kolossale interesse og opbakning, offentligheden har vist for projektet og udtrykker håbet om at Alma kan leve op til forventningerne.
Særdeles spændende.

27.januar kl 14.19:
Holger Frederiksens Eftf på Ordrupvej 100 har netop udsendt en mail, hvor de offentliggør at butikkens 106-års fødselsdag fejres på fredag og lørdag den 31.januar/1.februar, med tilbud på den fremragende Margaux-rødvin Château Paveil de Luze, ovenikøbet i den formidable årgang 2019! Der vil være tilbud og smagsprøver på både anden- og førstevinen fredag og lørdag, samt tilbud på vinene. Fra “Holgers”s side fortæller man forøvrigt i mailen den spændende historie om at Paveil de Luze var Kong Frederik den 9.’s yndlingsvin, hvordan Amalienborgs vinlager bugnede med denne vin, og at vinen, i årgang 1945 (!) blev serveret til Kongens 70-års fødselsdag i 1970, med “Holger”s daværende medejer Niels Borella som mundskænk!
Château Paveil de Luze 2019 vil kunne købes for kr 275,- fredag/lørdag mod en normal listepris på kr 310,- og andenvinen, Petit Paveil 2019, vil koste kr 106,- mod en normalpris på kr 125,-.

27.januar kl 14.10:
Der er udgivet en ny artikel i artikelarkivet her i avisen. Man kan læse den ved at gå tilbage i historikken, til 22.maj 2019, som er emnet for artiklen, som inkluderer en smagenote på en Saint Emilion og generelle betragtninger fra den tid.

27.januar 2025 kl 08.02:
Ingen af de undertippede hold i NFL Conference-finalerne klarede den. Værst gik det for Washington Commanders, der, på trods af at de satte 23 points på tavlen, blev mødt af et ustoppeligt Eagles-hold, der satte dem fuldstændig og scorede 55!
Den anden kamp mellem Buffalo Bills og Kansas City Chiefs endte også med favoritsejr. 32-29 til Chiefs, og selvom der var en vis spænding, så var det som om man hele tiden sad med en fornemmelse af at det ville blive Chiefs.
Superbowl finalen i år bliver derfor en gentagelse af forrige års finale mellem Chiefs og Eagles. Denne gang ser jeg så faktisk Eagles som kneben favorit, da de har storimponeret på vej til finalen, mens Cheifs har skrabet sig igennem hele vejen og været knap så overbevisende.
26.januar kl 21.43:
Netop som jeg skriver disse linier, møder Washington Commanders Philadelphia Eagles i NFC-finalen, om retten til at repræsentere NFC i Super Bowl den 9.februar. Senere på aftenen skal Kansas City Chiefs på hjemmebane op mod Buffalo Bills i AFC-regi. En kamp, som imødeses med stor spænding. Nu skal det afgøres hvem der går i Superbowl og jeg skriver om kampene i morgen her i avisen, med takeaways fra de to finaler.

26.januar kl 21.34:
Domen Prevc blev vinder af dagens skihopstævne i Oberstdorf, Tyskland, hvor tyskerne endnu en gang skuffede og ikke kunne nærme sig podiet, som i stedet bestod af Michael Hayboeck, Østrig, Johann André Forfang, Norge, og førnævnte Domen Prevc fra den berønte slovenske skihopperfamilie, der også tæller brødrene Peter og Cene samt søsteren Nika, der dominerer på kvindesiden i øjeblikket.
For en gangs skyld dominerede østrigerne ikke i toppen, men fik dog alligevel gode placeringer; Pawel Wasek fra Polen tog fjerdepladsen, mens Jan Hoerl og Daniel Tschofenig blev 5 og 6.
Den samlede World Cup føres fortssat af Daniel Tschofenig fra Østrig, med Jan Hoerl, Østrig, og Pius Paschke, Tyskland, på tredjepladsen.

25.januar kl 21.56:
En ny udgave af Vinavisen er udkommet. Man kan blandt andet læse om hvad der sker hos Erik Sørensen-leverandøren Bouchard Père & Fils i Bourgogne. Link herunder til Vinavisen:
https://vinavisen.dk/

23.januar kl 23.15:
Donald Trump kom med rigtig mange dramatiske valgløfter i sin valgkamp op til præsidentvalget. Et af dem var temmelig voldsomt dramatisk- nemlig at han ville frigive SAMTLIGE hemmeligstemplede filer omkring mordsagerne fra 1963 på præsident John F Kennedy, samt mordsagerne fra 1968, omhandlende mordene på Robert F Kennedy og Martin Luther King!
Og minsandten om ikke Trump netop i aften har levet op til også dette løfte, forøvrigt sammen med et hav af andre løfter, og beordret frigivelsen af disse dokumenter, med, ifølge flere amerikanske nyhedssider, en frist til myndighederne på 15 dage for John F Kennedy-dokumenterne og 45 dage for Robert F- og Martin Luther King-dokumenterne.
Mennesker, der ikke forstår rækkevidden af denne begivenhed, vil nok ryste på hovedet og sige “Og hvad så?! Det er jo bare nogle gamle mordsager!”
Det kan godt være, disse sager er “gamle”. Men de er bestemt ikke irrelevante! Og frigivelsen af dokumenterne, som blandt andet Robert F Kennedy Jr har arbejdet hårdt for, kan vise sig at blive en af de vigtigste præstationer i Trumps politiske karriere.
Egentlig burde jeg have fundet “Jesus”-bogstaverne frem til overskriften til denne nyhed, for det her er noget, som samtlige præsidenter, lige siden John F Kennedys død i 1963, har “syltet”!
I det hele taget må man sige at Trump i dén grad har leveret i de første dage efter indsættelsen. Verden er ved at ændre sig. I USA er håbet og optimismen på vej tilbage.
Det samme kan ikke just siges om Danmark- vores lille globalistiske “paradis”, hvor et toksisk mix af en ekstremt autoritær dansk politikergeneration, EUs og FNs mareridtsprogrammer samt World Economic Forums små danske marionetter stadig sidder solidt ved magten, og borgerne mistrives i det “inklusive, multikulturelle” samfund. Kan vi håbe på bedre tider her?.. svaret blæser i vinden og intet tyder på forandring til det bedre som det er i øjeblikket.

23.januar kl 23.00:
Erik Sørensen Vin har vintertilbud på udvalgte Bourgogner! Det drejer sig om følgende Bourgogner, som man kan gå ind på firmaets hjemmeside og bestille til favorable priser:
Meurgey-Croses Macon-Uchizy hvid 2022
Bouchard Père & Fils Aloxe-Corton 2019
og Domaine Marchand-Tawse Beaune Clos du Roi 1er Cru 2022
Der er intet nyt om salget af deres butik på Bernstorffsvej 121, på trods af den nylige solide prisnedsættelse, fra 10 til 9 miillioner, for den ikoniske butiksbygning.

23.januar kl 07.14:
Vinbutikken Winefinder på Gentoftegade har vin- og spiritusudsalg for tiden, med vine, der er nedsat 25-50%. I en just udsendt mail gør de reklame for tilbudene, uden at specificere dem, men oplyser dog at vinene vil stå fremme i butikken med gule nedsat-mærkater på. Og så har de forøvrigt samtidig en smagsprøve på en Montagne Saint Emilion-rødvin fra 2016.
Lyder interessant. Winefinder ligger på det centrale Gentoftegade, tværs over gaden fra det ikoniske Gentofte Kino, på Gentoftegade 54.

20.januar kl 20.44:
I skihoppens World Cup fortsatte Firbakketurneringens vinder, Daniel Tschofenig fra Østrig, sin triumfstime, med en ny sejr. Denne gang foran Johann Andre Forfang fra Norge, i skihopstævnet i Zakopane i Polen. Sæsonen fortsætter i næste uge og nu begynder det at blive rigtig interessant; kan Tschofenig holde fast eller kommer de bagvedliggende store stjerner efter ham nu?
Ny skihoprunde på lørdag-søndag i Oberstdorf, Tyskland!

20.januar kl 18.17:
Kjær & Sommerfeldt holder liveudsendelse kl 19.00 idag med emnet “Vintrends, du skal holde øje med i 2025”. Det lyder som et interessant emne og linket følger herunder:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/lives/

20.januar kl 11.00:
Conference finalerne i NFL bliver som følger:
26.januar:
Washington Commanders-Philadelphia Eagles
27.januar:
Buffalo Bills-Kansas City Chiefs

Det bliver spændende at se om Commanders igen kan overraske i NFC. Jeg kunne godt se det ske.
Og jeg kunne også godt forestille mig Buffalo Bills vinde i Kansas City. Chiefs har ikke set voldsomt stærke ud i år. Man har tit siddet og tænkt at deres spil ikke ville være nok mod en kvalitetsmodstander. Nu får vi svaret, når de møder stærke Bills og Josh Allen, der vel lige nu er den muligvis bedst spillende quarterback i NFL..

19.januar kl 22.09:
Der var nok ikke mange football-fans, der var overraskede over Kansas Citys sejr over Texans igår. Hjemmebane er en kæmpe fordel og Texans havde det svært i det frysende vejr. Desuden var CJ Stroud tidligt i kampen udsat for en tackling, som jeg tænker hæmmede ham en smule igennem resten af kampen.
Til gengæld tror jeg, mange var chokerede over Washington Commanders og især quarterback Jayden Daniels’ sublime præstation i Detroit! 45-31-sejren over det formidable Lions-hold var et resultat, som skabte chokbølger. Og igen spillede Daniels dybt uimponeret og lige ud ad landevejen, med perfekte pasninger og masser af yards, mens Jared Goff vendte tilbage til sin “gamle” nedsmeltningsstil med 4 interceptions.
Jeg kunne faktisk godt se Washington gå hele vejen til Superbowl med det spil, de udviser lige nu. De er fysisk og mentalt virkelig stærke og Daniels virker som om han ikke er spor påvirket af kampenes betydning og glimmeret omkring NFL-slutspillet.
De to øvrige kampe, som mangler at blive spillet, er Rams-Eagles og Ravens-Bills. To enorme storkampe mellem hold, som har storspillet i hele sæsonen (Bills, Eagles) og to hold, som er blevet stærkere og stærkere efterhånden som sæsonen er skredet frem (Rams, Ravens).

19.januar kl 01.05:
Situationen omkring Erik Sørensen Vin er fortsat uafklaret. Der er ikke registreret nogen ny adresse for firmaets hoved-vinbutik og intet nyt er sluppet ud.
Den ejendomsmægler, der har Erik Sørensen Vins nuværende hovedkvarter, den historiske villa på Bernstorffsvej 121, til salg, har ikke givet yderligere nedslag i prisen, den står stadig til kr 9.000.000.-. Det er noget, som jeg tidligere her i tråden har betegnet som et formentlig godt tegn, da ejendomsmægleren må vurdere at det er realistisk at man får bud på denne pris. Det må være gættet i øjeblikket og i mellemtiden er der ingen nye opdateringer fra Erik Sørensen Vin selv, de har udsendt nogle tilbudsmails helt på linie med hvad de plejer at gøre på denne tid af året her i den forgangne uge og det er det.
Vi må afvente situationen og håbe på godt nyt og jeg vil selvfølgelig rapportere her i avisen, lige så snart der sker en udvikling i sagen.
I mellemtiden kan man undre sig over at ingen andre medier ser ud til at synes at dette er en interessant sag at følge. Ikke en gang Vinavisen har en artikel om det i deres just udsendte ugentlige opdatering, som jeg linker til herunder:
https://vinavisen.dk/alle-nyheder/

Jeg må, helt personligt, tilføje denne kommentar, til situationen; jeg er målløs og lamslået over at praktisk taget samtlige medier udviser 0 interesse for det, der sker. Jeg indrømmer gerne at jeg har en stor veneration for Erik Sørensen Vinhandel og mit hjerte bløder for deres ledere og medarbejdere, som har lagt deres hjerteblod i det her og som nu må leve i usikkerhed over deres fremtid. Jeg håber at Erik Sørensen Vin’s planer lykkes og at vinhandelen kan vende stærkt tilbage hvor den hører til, nemlig i toppen af den danske vinhandlerverden. Og meget gerne med en lækker og stærk københavner-butik, hvor de kan gære Kjær & Sommerfeldt selskab med en butik med samme koncept som Gammel Mønt 4.
Og i disse tider, med et Bordeaux på fornyet fremmarch, kunne det være ekstra fint hvis ES anskaffede sig en række gode og prisbillige petits-chateaux vine med alder, som supplement til deres portefølje af dyrere high-end vine fra regionen, som med inflationen er kommet ud af den gængse danske forbrugers rækkevidde rent prismæssigt.

15.januar kl 14.49:
Lidt yderligere fysisk research i det nordlige City idag resulterede i at jeg kunne lokalisere flere steder, der ville være velegnede til at blive Erik Sørensen Vins nye City-butik. Blandt andet den tidligere, og meget store Würth-forretning på hjørnet Dronningens Tværgade/Borgergade, der nu står tom. Det er et meget stort lokale i flere plan, hvor ES vil kunne indrette vinbar, som jeg har slået til lyd for i tidligere artikler her i avisen.
Andre pt tomme, tilstrækkeligt store lokaler: Store Kongensgade 63, 81 og 118. Fælles for dem alle er dog at ingen af dem opfylder mine tre kriterier til en mulig placering for Erik Sørensens nye københavnerbutik. Men det kan jo sådan set også være at man venter til Bernstorffsvej er afhændet, før man handler. I så fald er den kommende københavnerbutik ikke udlejet endnu. Og så kan det hele trække yderligere ud. Jeg kan godt begynde at blive lidt nervøs for at dette går hen og bliver en marathon-affære, der trækker rigtig meget ud, og hvor man til sidst tvivler på om der nogensinde sker noget. Hvis jeg var mere end følelsesmæssigt involveret med Erik Sørensen Vin, ville jeg gerne se at der snart- som i MEGET snart- sker noget. Problemet her i det danske samfund er bare at løsninger ikke findes- de opstår som regel ved tilfældigheder og på trods af samfundstrenden, som her i landet sjovt nok altid går i retning af mere bureaukrati, flere og flere regler og politisk indblanding til overflod.

15.januar kl 02.11:
Lige nu og her fastholder ejendomsmægleren, der står for salget af Erik Sørensen Vins hovedkvarterbutik, Bernstorffsvej 121 i Hellerup, prisen på kr 9 millioner for butikken.
Den kendsgerning at man ikke har sat prisen yderligere ned, kunne (min fortolkning) tyde på at der er interesserede købere nu. Og dermed kan vi formentlig snart se en udvikling i situationen og dermed meget snart en annoncering af ny adresse for Erik Sørensen Vins butik.
Jeg følger selvfølgelig sagen meget nøje så læserne her bliver nogle af de første, der orienteres, når der er afgørende nyt.

15.januar:
Den sidste kamp i Wild Card-runden i NFL gav et overraskende resultat, da LA Rams på særdeles overbevisende manér slog Minnesota Vikings ud. Et yderst motiveret og energisk Rams-hold gik på banen og piskede derudaf fra start. 1.quarter blev vundet 10-0 og Rams så sig aldrig tilbage. 27-9 blev slutresultatet mod 14-3 holdet Vikings (Rams endte sæsonen med 10-7). Rams skal nu møde Eagles på udebane i næste kamp. Det bliver rigtig svært- men hvis de holder dampen oppe, er det ikke umuligt at forestille sig en ny overraskelse. Rams vandt Superbowl for 3 år siden og som de spillede igår, så begynde man at få mindelser om det hold, der vandt turneringen dengang.
Kampene i playoffs bliver, med udeholdet nævnt først, som man altid gør i NFL:

Houston Texans-Kansas City Chiefs
Her skal Patrick Mahomes og Co virkelig spille op til deres bedste, for Texans har et fabelagtigt hold og hvis CJ Stroud igen leverer en fremragende præstation, som i 32-12 kampen i Wild Card runden mod Chargers, så kan Chiefs godt få problemer.

Washington Commanders-Detroit Lions:
Divisionsvinderne Lions (15-2) på hjemmebane mod Commanders (12-5). Lions er favoritter. Men jeg tror, mange har svært ved at tro på det, der sker. Lions har været prúgelknabe i ligaen i mange, mange år. Skal dette virkelig være året, hvor Lions får deres Tampa Bay-øjeblik og beviser at de kan vinde en Superbowl?! Selvom Lions har været fuldstændig forrygende i hele sæsonen, så kniber man stadig sig selv i armen, når man ser på stillingen og på Lions’ favoritværdighed.
Og Commanders er et rigtig godt hold, som man også fik bevidnet i deres meriterende udesejr over et velspillende Buccaneers-hold i Wild Card-runden.

LA Rams-Philadelphia Eagles:
Eagles virker usårlige lige nu efter en klar sejr over Packers. Skal Jalen Hurts cruise videre med en ny sejr hjemmesejr her, nu over Rams? Denne kamp er måske lidt mere åben end den lader til, efter Rams’ energiske præstation mod de meget favoriserede Vikings i Wild Card.

Baltimore Ravens-Buffalo Bills:
Uha uha. Det her er en kæmpe storkamp med to af de bedste quarterbacks i NFL. Jackson mod Allen. Bliver hjemmebanen afgørende? Eller har Jackson en af den slags kampe, hvor ingen kan stoppe ham? Et spørgsmål, man faktisk også kan stille med hensyn til Josh Allen, for han har virkelig inspireret holdet og selv lavet rigtig mange afgørende spil, især hvor han selv har rushet, i denne sæson. Det kan blive rundens vildeste kamp. Bills er utroligt gode til at æde sig fast i kødet på modstanderen og ikke slippe grebet. Hvis de bruger denne “bulldog”-taktik, kan jeg se dem gå videre, men det kræver en inspireret indsats.
Kampene bliver spillet i denne weekend.

14.januar kl 00.59:
Jeg kom netop i tanke om en forglemmelse i forbindelse med min research omkring Erik Sørensen Vins mulige kommende placering:
På Oslo Plads, tæt ved HJ Hansens Østbanegade-filial og Østerport Station, er der et stort, ledigt butikslokale, Det ville passe fint til en stor, kendt vinhandel, hvis der også kan indrettes vinbar i lokalerne. Stedet møder ikke alle kriterierne for at jeg burde rapportere om det- der er nemlig hverken håndværkeraktivitet eller et “Udlejet”-skilt. Men det er et stort lokale og ville være fremragende som City-comeback-butik for Erik Sørensen Vin. Jeg tænker faktisk at det var det lokale, jeg selv ville vælge, hvis jeg var medbestemmende hos ES, selvfølgelig afhængig af at stedet kan få vinbar-funktion med det samme. Det er jo ikke åbenlyst sikkert. Så vidt jeg ved, kan HJ Hansen ikke få vinbar-funktion tilladelse i Østbanegade. (Hvis de overhovedet har søgt om det).

13.januar kl 21.46:
Vindiktatorens research idag om den mulige kommende beliggenhed af Erik Sørensen Vins butik, som erstatning for Bernstorffsvej 121, gav intet resultat. Jeg gennemgik Ordrupvej, Jægersborg Allé og Hellerup Strandvej, samt Waterfront Shoppingcenter, nord for byen, og Bredgade/Store Kongensgade-kvarteret i City, for mulige beliggenheder. Ordrupvej gav ingen resultater. Jægersborg Allé gav et enkelt, men det virker usandsynligt, fordi det er for lille. Hellerup Strandvej gav som sådan ingen resultater- den tidligere herreekviperingsbutik “Britannia”, der nu står lukket hen, virkede som den mest sandsynlige adresse, men der er ingen aktivitet på stedet. Og kriteriet for at rapportere en adresse videre til de ærede læsere her i avisen har blandt andet været at der på adressen skulle være et “Udlejet”-skilt (da jeg tror at Erik Sørensen vil leje sin kommende adresse), stedet skal være stort, og der skal være håndværkeraktivitet. Britannia levede kun op til ét af kriterierne- det er arealmæssigt stort. Men ikke de andre. Der var ingen aktivitet og intet “Udlejet”-skilt.
Så var der Bredgade og Store Kongensgade-kvartererne. Her var der kun én adresse, som var markeret som udlejet og hvor der var aktivitet- og det var i den tidligere diamantbutik “Kære Ven”, på hjørnet af Store Kongensgade og Palægade. “Kære Ven” er flyttet til et mindre lokale længere nede mod Kongens Nytorv og deres tidligere lokale står nu tomt. Spørgsmålet er bare om lokalet på dette hjørne er stort nok til en stor, kendt vinhandel. Mit svar på dette spørgsmål må være “Nej”.
Jeg kiggede også lidt på Kongens Nytorv, Strøget og Gammel Mønt. Ingen mulige steder der. Ikke i øjeblikket i hvert fald, så hele denne research-dag var altså forgæves. Det samme var min snak med branchefolk, der heller ikke havde nogen bud på, hvad der foregår.
Jeg vil fortsætte med at anslå at den positive vinkel er den rigtige og at Erik Sørensen Vin vender tilbage til København City. Det er faktisk også mit umiddelbare bud- man har nok bare endnu ikke fundet den perfekte adresse.
Jeg opdaterer naturligvis info her i avisen lige så snart, der er nyt i sagen.

13.januar kl 21.23:
I NFL-slutspillet lykkedes det Washington Commanders at slå Tampa Bay Buccaneers 23-20 på udebane i en særdeles lige kamp, hvor en katastrofal fumble på et vigtigt tidspunkt muligvis var årsagen til Buccaneers’ nederlag. I den anden kamp på dagen afviste Eagles på hjemmebane Green Bay Packers forholdsvis klart med 22-10. Der mangler nu kun én kamp i Wild Card-runden, før de to topseedede hold, Kansas City Chiefs i AFC og Detroit Lions i NFC, træder ind i slutspillet. For Kansas Citys vedkommende skal de hjemme møde Houston Texans og Detroit møder Washington. To kampe, hvor de topseedede begge er favoritter. Men hvis jeg skal udnævne enten Houston eller Washington til muligt sensationshold imod deres divisionsvinder-modstandere, så tænker jeg faktisk Houston. Stroud er en fabelagtig quarterback og han har et solidt hold. Det samme kan faktisk siges om Jayden Daniels og hans Washington-hold, så man skal ikke blive chokeret hvis en af divisionsvinderne ryger ud i den kommende runde.
Men først skal det afgøres, hvem der går videre i kampen Minnesota Vikings-Los Angeles Rams, som spilles i Glendale, Arizona, pga den frygtelige storbrand i Los Angeles. Den spilles i nat og det kan i dén grad også gå hen og blive et drama, for Rams har været i kraftig fremgang i sæsonen og har fundet noget af den magi frem, som gjorde dem til Super Bowl vindere for 3 sæsoner siden.

13.januar kl 14.44:
Kjær & Sommerfeldt afholder liveudsendelse i aften kl 19.00 og emnet er “Find din yndlingsdrue”, så jeg tænker at man kommer vidt omkring i udsendelsen i aften.
Man skal gå ind på Kjær & Sommerfeldts hjemmeside og finde “live”-linket for at følge med- og der vil ganske sikkert, traditionen tro, være en god vinpræmie til en af seerne. Link her:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/lives/

12.januar kl 22.12:
Efter Buffalo’s klare 31-7 sejr over Denver er de klar til næste rundes hjemmebanekamp mod Baltimore Ravens. Houston Texans skal møde Kansas City Chiefs på udebane i næste runde. Spændende kampe uden soleklare favoritter, da Houston, med den fabelagtige QB CJ Stroud og et hold, der består af både masser af rutine og ungdommeligt gåpåmod, møder Kansas City i Kansas City; et hold, som har vundet rigtig mange 1-score sejre i sæsonen. Det er bestemt ikke givet at Chiefs vinder denne her.
Baltimore og især QB Lamar Jackson har imponeret rigtig meget, men må formodes at få deres sag for i Buffalo, mod det på hjemmebane ubesejrede Bills-hold, der igen idag spillede formidabelt godt, og med en Josh Allen, der i øjeblikket nærmest kan gå på vandet..

12.januar:
NFL-slutspillet: Klare sejre til Texans og Ravens i de to første kampe. Chargers og Steelers ude.
I aften får vi et lidt mere klart overblik over slutspillet og nogle af de i øjeblikket favoriserede hold vil uundgåeligt falde fra. Jeg har f.eks. svært ved at se Denver Broncos gå videre i udebanekampen mod Buffalo Bills og det særdeles velspillende hold, de har bygget op der.

11.januar:
Vinavisen er udkommet for denne uge. Se historierne på vinavisen.dk
Jeg vil dog lige løfte sløret for en af overskrifterne- som lyder “Hunde snuser sig frem til vinmarkssygdomme”. Ja, hvorfor ikke? De kan jo også afsløre sygdomme hos mennesker, så det ligger vel lige til højrebenet.

9.januar:
De sicilianske appelsiner er landet!!
Det er en af årets store dage hos vin- og gourmetvare-forhandleren Holger Frederiksens Eftf på Ordrupvej 100. De sicilianske Tarocco-appelsiner er nemlig lige landet i butikken og der er rigeligt! Prisen er kr 40.- pr kilo. Ved kassekøb er prisen kr 35,- pr kilo!

8.januar:
Slutspillet nærmer sig for dette års NFL turnering og det bliver Kansas City Chiefs fra AFC og Detroit Lions fra NFC, der bliver oversiddere i 1.runde af slutspillet, fordi de har vundet deres respektive rækker. Dermed får de to hold hjemmebane i resten af turneringen indtil en eventuel Superbowl.
Kampene i 1.runde af slutspillet ser således ud, med min chancevurdering:

Chargers-Texans:
Det er altid en fordel at have hjemmebane, så Texans må have en fin mulighed. Det kommer an på om Stroud har en god dag, for ellers har Herbert det formentlig for Chargers, der har haft en god sæson. Denne kamp er svær at forudsige, men Texans har hjemmebane..

Steelers-Ravens:
Russell Wilson og Steelers har været et rigtigt godt match. Og det er som om Mike Tomlin altid kan få sat tingene i sving og til at fungere for Steelers, uanset hvem der spiller for Steelers. De ser stærke ud. Men de har tabt sæsonens sidste kampe mod kvalitetsmodstandere, og Ravens, med Lamar Jackson, ser også særdeles stærke ud. Og det er dem, der har hjemmebane her. Jeg ville dog ikke afskrive Steelers, for de er bundsolide og altid i stand til at overraske- især nu. Umiddelbart er Ravens dog favoritter, især pga hjemmebanen.

Broncos-Bills:
Bo Nix har været formidabel, siden hans entré i NFL. Og et eller andet sted er der vel ikke noget, der kan overraske mere, især ikke efter Denver’s 38-0 sejr over Chiefs i sidste uge, som godt nok var uden Patrick Mahomes. Men det er virkelig imponerende.
Det har Bills så også været denne sæson. Og de har også, som det eneste ud af to hold i NFL, slået Chiefs i sæsonen, MED Mahomes. Nu har de hjemmebane mod Denver. Det ligger til Bills.

Packers-Eagles:
Jordan Love og Packers har haft endnu en rigtig god sæson under Matt Lefleur. Og Eagles har igen levet op til forventningerne. Sidste sæson chokerede Packers ved at nå langt i turneringen. Kan de gentage successen i denne sæson og muligvis gå helt i Superbowl?
Eagles er favoritter her, igen pga hjemmebanen og fordi Jalen Hurts bliver ved med at levere. Men personligt tænker jeg at et trænergeni som Lafleur (med det gode vin-efternavn) kan levere en overraskelse her.

Commanders-Buccaneers:
Washington er favoritter. Men sagen er den at Baker Mayfield på en god dag kan spille op med Top-2. Og til dem hører Daniels ikke endnu. Jeg kunne godt se Buccaneers gå videre på entusiasme og hjemmebanefordel her.

Vikings-Rams:
Vikings har været ekstremt velspillende i denne sæson. Rams har været gode. Det, der får mig til at tvivle på en klar afgørelse her, er hjemmebanen. Vikings må være kneben favorit, men man skal ikke afskrive et godt spillende Rams-hold med hjemmebanefordel..
OPDATERING: Rams har nu mistet hjemmebanefordelen pga de voldsomme brande i Los Angeles. Kampen skal nu spilles i Glendale, Arizona, Cardinals’ hjemmebane. Det ændrer jo lidt på scenariet..
Kampene bliver spillet 11.-14.januar.

6.januar:
Som nævnt i den individuelle artikel om emnet, så har Erik Sørensen Vin flytteudsalg- der er 50% rabat på alle vine i deres butik på Bernstorffsvej frem til den sidste åbningsdag, torsdag den 30.januar 2025.
Som jeg også nævner i artiklen, så har jeg ikke nogen god fornemmelse omkring det her. Men jeg vil også nævne det her i tråden, da det jo er en aktualitetsnyhed med interesse for dem, der jagter gode vintilbud- og det må der siges at være. Ifølge mine oplysninger, jævnfør den mail, som Erik Sørensen Vin har udsendt om flytningen, så skal man møde fysisk frem på Bernstorffsvej for at få rabatten. Dvs møde op på Bernstorffsvej 121 i de kommende dage og uger.

For dem, der fulgte med i Bischofshofen var det en sandt drama til sidst, da den unge løve, Daniel Tschofenig på kun 21 år, slog de mere erfarne Jan Hoerl og Stefan Kraft på Bischofshofen-bakken, og tog sejren i den samlede Firbakketurnering i skihop for herrer! Stefan Kraft blev for en gangs skyld hylet lidt ud af den, da han som sidste hopper måtte vente flere minutter på at kunne hoppe, fordi der var for meget vind- og som han selv sagde efter konkurrencen, så havde det muligvis indflydelse på hans hop.
En mega spændende hopkonkurrence og tillykke til Tschofenig. Det bliver særdeles interessant at se om det her betyder at han kan være med i kampen om den samlede World Cup sejr i skihopsæsonen.

6.januar:
Så er det nu. Firbakketurneringen i skihop skal afgøres og det sker i Bischofshofen i Østrig. De tre stærke østrigere, Daniel Tschofenig, Jan Hoerl og Stefan Kraft kæmper om den endelige sejr og de ligger særdeles tæt i top 3. Så tæt at det kan handle om 1 meter eller 3 points idag. Se med hvis du har en TV-kanal, der kan vise stævnet /norsk og tysk TV) eller følg udviklingen på fis-ski’s hjemmeside:
https://live.fis-ski.com/jp-3105/results-pda.htm

Kjær & Sommerfeldt afholder årets første liveudsendelse idag og det bliver ganske sikkert populært! Det handler nemlig om januarudsalgets mange tilbud! Link her:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/lives/

5.januar:
Den østrigske dominans fortsætter i skihop!
De tyske forventninger/forhåbninger om en samlet sejr i Firbakketurneringen i skihop er igen svundet ind til lig nul efter dagens skihoprunde i Innsbruck, den tredje ud af 4 konkurrencer, der endte i et tæt østrigsk opgør, hvor Daniel Tschofenig tog 3.pladsen, Jan Hoerl 2.pladsen og den fabelagtige Stefan Kraft førstepladsen. En utrolig østrigsk magtdemonstration!
De tre ligger nu indenfor 2 points af hinanden før sidste runde af turneringen, nemlig den i Bischofshofen, Østrig, søndag/mandag. Det bliver særdeles spændende..

Vinavisen er udkommet for den forgangne uge. Gå ind på:
www.vinavisen.dk og se overskrifterne/artiklerne.

3.januar:
Artpusher i Store Kongensgade er gået Vindiktatoren i bedene og har udgivet en nytårstale- og den er fremragende. Gå ind på artpusher.com og læs den og støt deres kamp for kunstnerisk ytringsfrihed ved at købe et eller flere af deres kunstværker. Linket kommer herunder:
https://www.artpusher.com/

2.januar:
Her, straks efter nytår, er der foreløbig 4 vinhandlere, der har udsendt mails om “UDSALG!!”
Det gælder Løgismose, Philipson Wine, Brdr D og Bichel Vine. Man kan formentlig finde indtil flere særdeles fordelagtige tilbud hos disse vinhandlere. Derudover har Erik Sørensen Vin tilbud i denne uge på de fremragende vine fra Reverdito i Piemonte. Kig på Erik Sørensens hjemmeside for at se tilbudene.

Og så må man konstatere at Østrig stordominerer i skihop for herrer! Og når det ikke er Stefan Kraft og Jan Hoerl, der tager podiepladserne, så træder Michael Hayboeck og Daniel Tschofenig til! I det ikoniske skihopstævne i Garmisch-Partenkirchen 1.januar var der igen østrigsk dominans, og de kunne jo ikke nøjes med sejren. Nej, der skulle selvfølgelig også lige sættes en bakkerekord undervejs, da Michael Hayboeck i sit førsterunde-hop kom ud på 145 meter! Hvorefter Daniel Tschofenig tog den samlede sejr på dagen. Det ser godt ud for østrigerne i den samlede stilling i Firbakketurneringen, men håbet er endnu ikke ude for tyskerne. Både Pius Paschke og Karl Geiger præsterede ganske udmærket i Garmisch-Partenkirchen- men man må bare konstatere at Østrig ser rasende stærk ud i øjeblikket.
Om østrigernes dominans skyldes den nye landstræner, Andreas Widhölzl, som selv har været landsholdsskihopper, vides ikke, men det gættes der på.
Før konkurrencen igår kunne man deltage i en meningsmåling på tysk TV, hvor spørgsmålet hed: “Kan Pius Paschke vinde Firbakketurneringen?”. Man fik 3 svarmuligheder:
1. Helt klart, det tror jeg fast på!
2. Nej, det bliver en af østrigerne, der vinder.
3. Det bliver en helt tredje.
Stemmefordelingen, da jeg stemte så således ud: 31-67-2 i procenter til henholdsvis svar 1,2 og 3. Så selv tyskerne tror overvældende på at en østriger vinder Firbakketurneringen.
Det virker også mest sandsynligt, men svarmulighed 3 er faktisk realistisk, eftersom schweizeren Gregor Deschwanden blev nr 2 i konkurrencen igår og står med en reel mulighed for at vinde samlet.
Der mangler to stævner i Firbakketurneringen; Innsbruck og Bischofshofen. De foregår begge to i Østrig og det er en anden grund til at tro på en østrigsk triumf, for engang imellem kan hjemmebanen give vinger. Det bliver særdeles spændende at følge fortsættelsen!

Og så vil jeg, i min egenskab af selvudnævnt og selvbestaltet Vindiktator, gerne udstede følgende løfte: Ingen hvid januar her!! Jeg kommer ikke til at følge den puritanske, frelste brigade-trend med ingen alkohol i januar. Det er et løfte til både mig selv og læserne her.