Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

16.december 2024: Gammel Mønt, København: Livesmagning 34: Louis Jadot Monthélie 1er Cru Champs Fuillot 2010, Bourgogne og Château La Garde 2018 Pessac-Léognan, Bordeaux🍷


Foto: Louis Jadot Monthélie 1er Cru Champs Fuillot 2010, Côte de Beaune, Bourgogne rød, i glasset. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 16.december 2024. Billede taget af Vindiktatoren.

Vindiktatoren er i København City og som sædvanlig er vejen lagt forbi Kjær & Sommerfeldts historiske og stemningsfulde vinbar på Gammel Mønt. Med andre ord er vi nu nået til Livesmagning nr 34 i rækken..
Ugens Bourgogne på vinkortet herinde viser sig at være en rød Premier Cru fra 2010. Særdeles spændende..

Louis Jadot
Monthélie 1er Cru 2010
Champs Fuillot
Côte de Beaune
Bourgogne rød
Alkohol: 13,5%
Vinen kommer lige ud fra afsvalet opbevaring. Farven er forholdsvis mørk for både en 14 år gammel vin og især for en rød Bourgogne.
Blød og behagelig duft med røde bær og en let røget komponent.
Vinen er ikke oppe i temperatur endnu, så jeg venter lidt tid med for alvor at begynde på smagenoten.

Efter lidt ventetid- hvor det forøvrigt ikke lader til at vinen ønsker at gå yderligere op i temperatur- starter jeg nu smagningen.
De blide, bløde og tiltalende røde bær på duften, kombineret med en let røget komponent og den karakteristiske jordtone, holder sig lidt tilbage efter min mening, især i forhold til hvor dominerende lørdagens glas samme sted med Henri Magniens Aloxe-Corton 2020 La Coutiere var.
På paletten er de røde bær fint tilstede. Der er frisk, men lige nu slet ikke dominerende, syre. Der er stadig noget tannin, som man klart fornemmer, i form af meget, meget fingrynede tannintoner i baggrunden. Der er en fin mineralitet og friskhed, og der er en vis struktur.
Jeg vurderer at vinen ikke er moden endnu. Tanninen i baggrunden er godt nok meget fin og fingrynet, men den bedøver faktisk næsten paletten. En udvikling, der er gået lynhurtigt i forhold til hvad jeg skrev for bare nogle få linier siden!
Jeg lader vinen stå lidt tid endnu, for jeg håber stadig på en dramatisk udvikling, når den er kommet helt op i temperatur.

Vinen virker helt tempereret nu og jeg synes også, det har betydning for dens udtryk. Syren er lidt tydligere, hvilket forekommer at være en god ting, den forfrisker rigtig godt.
Tanninen er stadig meget tydeligt og grynet. Den kommer ikke til at ændre sig foreløbig. Det er som det er.
Vinen er lige nu ret charmerende på grund af sin flotte balance og burgundiske blødhed, men den har potentiale- skal efter min mening ligge i endnu mindst 5 år, før den rammer modenhedsplateauet.
Der er god struktur og eftersmagen, med de røde bær og lette, grønne franske krydderier, sammen med lidt mild lakrids, og de letrøgede toner er rigtig lang og kommer til at dominere paletten langt mere i fremtiden.
Slutindtrykket er det stærkeste og det peger igen i retning af at vinen har fremtiden for sig.
Jeg tror mange “eksperter” vil være uenige med mig om denne vin. De vil omgivet fald komme til at æde deres ord igen.
Jeg begyndte langt nede i firserne med min uniddelbare pointsvurdering for denne vin. Nu ender jeg med nedenstående score. Og den kan vise sig at være ret konservativ.
Points: 87+

Også smagt idag:
Château La Garde 2018
Pessar-Léognan
Graves
Bordeaux rød
Alkohol: 14,5%
Buldrende mørk, med flotte aromaer af solbær, livlig mineralitet i en nærmest granit-agtig udgave, polerede, men tydelige og gnavende tanniner, formidabel balance, stor vedholdenhed og grip og en flot, lang afslutning. Alkoholen er høj, 14,5%, men jeg synes vinen holder balancen rigtig godt.
La Garde 2018 er meget ekspressiv i sin ungdom. Jeg har i et stykke tid sammenlignet den med Saint Juliens Château du Glana, der også er meget ekspressiv i en ung alder. Dette gælder også i årgang 2018. Tanninerne sidder tæt i gummerne, men vinen er alligevel særdeles drikkevenlig og charmerende, med en åben karakter og stor struktur og dybde. Der er klassiske Graves-cigar/askebægertoner, flot frugt i denne bælgmørke til kanten-vin, og en fremragende, forfinet og subtil stil. Potentialet er tydeligt og vinen kommer til at udvikle sig i de kommende år og vise sig frem når den rammer modenhedsplateauet om ca 10 år. Den kan ligge i op mod 50 år under de rette betingelser.
Points: 91-92+

Omtalt i denne artikel:
Maison Louis Jadot, Bourgogne:
https://www.louisjadot.com/
Château La Garde, Pessac-Léognan, Bordeaux:

Un vin grandeur nature

…..