Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

14.december 2024: Gammel Mønt: Livesmagning 33: Aloxe-Corton 1er Cru La Coutiere 2020, Domaine Henri Magnien, Bourgogne🍷


Foto: Domaine Henri Magnien Aloxe-Corton 1er Cru La Coutiere 2020, Côte de Beaune, Bourgogne rød, i glasset. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 14.december 2024.
Billede taget af Vindiktatoren.

Livesmagning 33- fra Gammel Mønt, København.

Domaine Henri Magnien
Aloxe-Corton 1er Cru
La Coutiere 2020
Côte de Beaune
Bourgogne rød

Farven er forholdsvis mørk.
Duften er særdeles parfumeret, med elegante toner af milde røde frugter, friske grønne urter, mineralske toner og lidt klassisk jordbund, kombineret med en fascinerende og Mouton-Rothschild-agtig mynte-tone.
Ekstremt imponerende!
På paletten finder man en velgørende frisk syre, som er i perfekt balance med vinens øvrige komponenter; tanninen, som ikke mærkes, den lækre, nærmest ganekærtegnende røde frugt, en sjæleopfyldende og vederkvægende tilstedeværelse, mens en lille tobakkomponent kommer igennem i duften.
Denne Aloxe-Corton synger smukke julesange lige nu! Det er lige før den overdøver julemedleyet herinde på Gammel Mønts historiske adresse, uden en lyd. Men vinen taler alligevel højt!
Vi er nu ca 40 minutter inde i smagningen og jeg fornemmer en yderligere positiv udvikling i vinen, for at det ikke skal være løgn.
Jeg venter nu ca 10 minutter med en opdatering, så jeg får den fulde udvikling med.

Efter denne lille pause noterer jeg følgende udviklinger:
En smule grynet tannin kommer frem i baggrunden.
De lækre, bløde røde bær suppleres af en anelse milde og mindst lige så lækre bløde blåbær.
Vinen charmerer rigtig meget i øjeblikket. Det er svært ikke at blive næsten følelsesmæssigt påvirket af denne utrolig udtryksfulde Bourgogne.
Midterpalette og afslutning er kolossale. Der er flot længde og grip og syre/tannin, som i syrens tilfælde er højt og i tanninens lavere, men klart tilstedeværende, komplimenterer vinen i sin fuldendte balance, samtidig med at den bevarer et klassisk, subtilt Bourgogne-udtryk.
Jeg venter nu ca 5 minutter og rapporterer så de sidste indtryk, sammen med en pointsangivelse.

Slutindtrykket er klart mere tannisk end startindtrykket. Et godt tegn, for vinen lader til at være både et godt sted lige nu og i en god udvikling. Det er en flot og sjælfuld vin fra Magnien. Jeg kan ikke andet end at vurdere den højt- og med potentiale, vel at mærke.
Points: 93+

Omtalt i denne artikel:
Domaine Henri Magnien, Bourgogne: Domænet ser ikke ud til at have en selvstændig hjemmeside, så jeg linker i stedet til Kjær & Sommerfeldts omtale af Magnien på deres hjemmeside:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/vinhus/domaine-henri-magnien/c-59191/

….