Foto: “Port- Vinen fra de titusind terrassers dal”. Henning O’Strit gennem Irma Vinbibliotek, udgivet i 1974. Billede taget af Vindiktatoren i Gentofte Kirke søndag den 3.november, hvor han læste i bogen i kirken før allehelgenshøjmessen forleden.
Endnu en gang har jeg haft fornøjelsen af at læse en af Henning O’Strit’s vinbøger, som blev udgivet gennem Irma Vinbibliotek i 1970erne; en spændende serie korte, men velskrevne bøger om vine fra forskellige lande og verdensdele.
Denne gang, i Bog 3, handler det om portvin. Og man kan fornemme på O’Strit at portvin, og især kulturen i Douro, er noget, der ligger ham tæt på hjertet, for han har besøgt området adskillige gange og kommer med nogle særdeles levende beskrivelser af især høstperioden og den måde, tingene foregår på i denne periode. Men det er ikke det eneste; denne bog er nærmest et levende maleri, som foreviger Douros høstlandskab med et overflødighedshorn af malende beskrivelser om de mange høstdages aktiviteter og fester, samt den underliggende mentalitet, der danner baggrunden for hele området psyke.
Men, ligesom i bogen om de portugisiske bordvine, kommer O’Strit også her med nogle interessante fakta om Danmarks forhold til portvin. Det viser sig at i perioden 1969-1972 var verdens førende portvinsimportørlande: 1.Frankrig – 2.Storbritannien – 3.(Vest)Tyskland – 4.Holland – 4.Belgien/Luxembourg og 6.Danmark.
Med andre ord var Danmark den sjettestørste aftager i Verden af portvin! Og når man kigger på forbrug pr borger ligger Danmark klart nr 1 på dette tidspunkt!
Hvad skal man sige til dette? Ja, vi kan jo citere Kirsten Birgit, for eksempel: “Det var andre tider dengang!” 😆😆
Så for dem, der sidder og læser denne artikel og tror at det da naturligvis måtte være englænderne, der lå øverst på begge lister, så må man jo bare sige at måske importerede briterne mere kvantitet end Danmark, men vi havde klart det største forbrug pr borger.
Der er også mange andre interessante oplysninger i denne lille bog, der faktisk kun er på 62 sider, men alligevel formår at imponere med både en koncentreret række særdeles interessante informationer og utroligt medlevende og flotte beskrivelser af vinlivet i Douro-dalen, sammen med (som sædvanlig) en række utrolig stemningsfulde fotos fra regionen, udover de mange bonus-informationer, som O’Strit disker op med.
Han gennemgår også hele produktionsmetoden for alle slags portvin, med detaljerede forklaringer, for at det ikke skal være løgn.
En rigtig god og interessant historisk vinbog, denne her.
Omtalt i denne artikel/kilder:
Henning O’Strit: “Port – Vinen fra de titusind terrassers dal”. Irma Vinbibliotek 1974. Bog nr 3.
—–