Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

7.januar 2017- del 2: Café Victoria, Ordrupvej: Barolo Piazzo 2011🍷


Foto: Barolo Piazzo 2011, Piemonte. Café Victoria, Ordrupvej 7.januar 2017. Et perfekt match til denne bøfaften på Café Victoria.

Café Victoria var i en del år et fast holdepunkt for mig og min bror, når vi skulle have en øl eller et glas vin. Og denne aften i januar 2017, efter vores traditionelle deltagelse i lørdagssmagning hos HJ Hansen Vin i Østbanegade og efterfølgende kaffeslabberads på det nærliggende Hotel Østerport, fandt vi, i selskab med vores søster og hendes kæreste, lejlighed til at droppe madlavningen for alle og i stedet købe mad og vin på Café Victoria, sådan ca midt på Ordrupvej, i krydset Hyldegårdsvej/Ordrupvej/Skovgårdsvej. Caféen eksisterer nu ikke længere; der ligger i stedet en ejendomsmægler på adressen. Men vi drak nogle ganske udmærkede vine på caféen fra tid til anden og dette var en af de bedste, så det er bestemt en beretning værd. Jeg havde bestilt en god bøf med grønt-tilbehør og Baroloen her fornemmede jeg ville passe fint til maden. Det må jeg sige at jeg fik ret i..

Barolo 2011
Piazzo
Piemonte rød
Ret mørk i farven for en Nebbiolo. Der var klassiske toner af tobak og ret imødekommende røde frugtindtryk, men også af den lidt mørkere slags. På paletten var vinen i fin harmoni, med høj syre, en forholdsvis høj, men aftagende, og ret venlig tannin og frugt, mens der var god dybde og længde og et rigtig godt grip, med tobakken, en smule kostald og sorte krydderier i afslutningen. Meget charmerende og vinen passede rigtig fint til bøfmenuen på en hyggelig aften i Ordrup. Jeg syntes også, der var potentiale, med en formodet lagringstid fra smagenotens oprindelse (altså januar 2017) på mindst på 10-15 år og konsumering i de efterfølgende år, muligvis længere.
Det her var et typisk eksempel på hvorfor Barolo-vine er så fremragende til rødt kød. De supplerer hinanden formidabelt og kombinationen får det hele til at gå op i en højere enhed.
Points: 90+.

Omtalt i denne artikel:
Azienda Agricola Piazzo, Piemonte: https://www.piazzo.it/en/wines/
Omtale af årgang 2016 på Wine Pro, der ser ud til kun at sælge til firmaer:
https://winepro.dk/shop/piazzo-barolo-2016-1869p.html?CookieConsentChanged=1