Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

7.januar 2017- del 1: Østbanegade: Lørdagssmagning hos HJ Hansen; Bordeaux, Roussillon, Mendoza og 3xPiemonte 🍷


Foto: Dagens imponator-vin; Pecchenino Barolo San Giuseppe 2011. HJ Hansen Vinhandel, Østbanegade, København 7.januar 2017.

Jeg har skrevet om de øvrige begivenheder denne lørdag på Østbanegade, hvor vi smagte Château Giscours 1967 Margaux, i serien “Bordeaux 1967”. Denne artikel handler så om den forudgående “ordinære” HJ Hansen-smagning, som i parentes bemærket ikke var så ordinær endda, eftersom man tit kunne komme ud for at smage vine, der kostede både 200-300 kroner eller mere. Og til en pris på kr 40,- for lørdagssmagningen- og refundering af de 40 kr ved efterfølgende køb af vin i butikken for over kr 100,-, så var denne smagning, hver første lørdag i måneden, tidligere et fast holdepunkt i min vin-tilværelse.
Denne lørdag var jeg endnu ikke begyndt på traditionen med morgenkaffeslabberads med vinklubben før smagningen. Vi tog faktisk afsted i sidste øjeblik, efter åbningen af vores bidrag til HJ Hansen-smagningen, nemlig den føromtalte Château Giscours 1967.
Programmet for smagningen denne første lørdag i januar var det traditionelle “Vinhandlerens Bedste Bud”, som det ofte var i januar, med udvalgte tilbud fra forskellige regioner. Vi smagte 6 vine og niveauet var ret højt denne lørdag, mens priserne for vinene varierede mellem 70.- pr fl ved køb af 2, for den først smagte, Bordeauxen, og 230,- ved køb af 2 fl, for den sidste, Baroloen. Her følger mine noter, med nærmere beskrivelser af nogle af vinene:

Château Le Breton 2015
AOP Bordeaux
Bordeaux rød
Alkohol: 13,5%
Mørkerød. Man fornemmer lidt fad på næsen, sammen med lækre grønne krydderitoner og god, sund frugt, hvor man kan mærke den store andel af Merlot. Ifølge faktaarket skulle andelen være ca 90% Merlot med resten Cabernet Franc.
På paletten er vinen middelfyldig, med fin balance, en let krydret stil og god dybde på midten samt i afslutningen. Man fornemmer til gengæld ikke så meget tannin, så jeg tænker at det er meningen at man kan drikke denne “petit-château”-vin nu. Og det kan man gøre med betragtelig fornøjelse, eftersom den leverer en god smageoplevelse, udover at den er god til prisen. Jeg mener stadig at HJ Hansen forhandler denne vin og normalprisen er ca kr 100,- pr flaske.
Points: 88.

Gerard Bertrand
Grand Terroir “Les Aspres” 2013
Côtes du Roussillon-Villages rød
Alkohol: 14,0%
Den franske rugby-legende Gerard Bertrand har igennem nu mange årtier sat sit præg på Sydfrankrigs vine, med de særdeles velproducerede vine fra domænet opkaldt efter ham selv.
Denne vin fra Roussillon er produceret på Grenache, Syrah og Mourvedre, det klassiske blend, der ofte kendetegner Sydfrankrigs vine.
Vinen er mørkerød til kanten og der er lidt marmelade over duften. Jeg tænker at det måske er Grenache-druen, der påvirker udtrykket. Vi er også gået et halvt procentpoint op i alkohol i forhold til den indledende Bordeaux, hvilket kan styrke indtrykket af sødme.
Jeg beskrev denne vin i mine noter som “Frugtig, venlig og marmelade” og vurderede dens aldringspotentiale til 5-10 år. Det kunne tyde på at jeg syntes, den var FOR venlig, dvs manglede tannin og syre. Det afspejlede sig også i pointsangivelsen.
Points: 86.

Så var det tid til at flyve over Atlanten og en tur til Argentina..

Famiglia Bianchi
Cabernet Sauvignon 2013
Mendoza rød
Alkohol: 14,5%
Udelukkende Cabernet Sauvignon, lagret 12 måneder på franske egetræsfade.
Mørkerød til kanten, med duftindtryk af mørke bær, sorte krydderier- og et overraskende citrus-element, der henleder tankerne på hvidvin. Jeg sidder og overvejer om man har tilsat syre til denne vin? Det sker jo af og til i Sydamerika. Nå, men frugten er under alle omstændigheder flot og rig og vinen er ret charmerende. Jeg ved så ikke lige med hensyn til langtidsopbevaring. På mit notepapir angav jeg en formodet foreslået lagringsperiode på 5-10 år efter årgangen, dvs at i 2023 har vi nået de 10 år og vinen foreslås til konsumering nu.
Points: 86.

Tilbage til Europa, og til Piemonte, Italien, hvor resten af programmet foregik..

Pecchenino
Barbera d’Alba “Quass” 2012
Piemonte rød
Alkohol: 14,5%
Ren Barbera, dyrket på sydvestvendte skråninger, med sten- og kalk-undergrund.
Mørkerød i farven. Duft af blød frugt og sorte krydderier. Syren er høj, der er god frugt i smagen og der er også en del tannin. Jeg er ret imponeret hvor seriøs denne Barbera d’Alba er og der lader til at være et vist potentiale, men jeg ender med at give den 5-10 år ligesom de foregående. Det er jeg ikke helt sikker på nu, jeg tror godt, vi kan sætte den til 10-15 år i stedet og give den et + for potentiale.
Points: 88+.

Marchesi di Barolo
Barbaresco 2013
Piemonte rød
Alkohol: 13,5%
Fin Nebbiolo-farve; dvs forholdsvis lys. I næsen finder man en fascinerende blanding af hindbær og trøfler.
På paletten er der høj tannin, flot, fin/diskret syre og skovbær-noter, med lidt jordbundspræg.
Man burde vel være imponeret over de ret fascinerende indtryk, men det, der ødelægger indtrykket for mig her, er vinens tilsyneladende udtrykte lethed. Der er ikke meget grip og afslutningen er temmelig kort. Jeg skal ikke kunne sige om det skyldes tanninen; den har det undertiden med at forvrænge en vins udtryk, så man tager helt fejl af den. Jeg vil derfor give en umiddelbar vurdering, men også komme med det forbehold at vinen kan have langt mere potentiale end jeg først antager, samt muligvis 15-25 års lagring, via et dobbelt-plus efter scoren. Spørgsmålstegnet sætter jeg, fordi jeg oprigtigt undrer mig over vinens lethed. Det plejer ikke at være tilfældet med vine fra Marchesi di Barolo, som HJ Hansen forøvrigt ikke længere har agentur på her i landet. Jeg kan ikke umiddelbart finde en importør for disse vine nu.
Points: 85++?’

Så nåede vi nu frem til det, som HJ Hansen mente måtte være dagens formodede vinhøjdepunkt. Og det fik de forøvrigt helt ret i..

Pecchenino
Barolo San Giuseppe 2011
Piemonte rød
Alkohol: 14,5%
Baroloen her var lidt mørkere i farven end Marchesi’s Barbaresco 2013.
Duften var kendetegnet ved glycerin-friskhed og et pift af mineralitet og fine fadindtryk, mens et touch af hindbær også sneg sig ind.
Der var høj syre og høj tannin i denne vin med et livligt og samtidig klassisk udtryk, med toner af tobak mixet ind i de lyse hindbær-udtryk, men også med lidt fyldigere bær involveret, som brombær. I mine noter skrev jeg “lækker”. Det har skyldtes at jeg syntes at det samlede indtryk var rigtig flot.
Jeg var også sikker på potentialet, da jeg angav formodede lagringsperiode til 25+ år. Dvs at vinen skulle kunne ligge til lagring (under korrekte forhold) i 25+ år uden problemer.
Jeg var ret imponeret over denne Barolo og potentialet så også ud til at være fint. Mit lagringspotentiale skal regnes fra høståret, dvs jeg mener at vinen kan holde sig til mindst i midten af 2030erne. Den er formentlig en stor fornøjelse at drikke fra begyndelsen af 2020erne
Points: 90-91+.
Peccheninos Barolo 2011 var forøvrigt ikke den eneste Barolo, vi drak denne dag. Senere på dagen smagte vi også en 2011 Barolo fra Piazzo. Den anmeldes i en separat artikel.

Omtalt i denne artikel:
HJ Hansen Vinhandel: https://www.hjhansen-vin.dk/
Domaine Gerard Bertrand, Languedoc/Roussilon:
Château l'Hospitalet
Famiglia Bianchi, Mendoza, Argentina: https://famiglia.bodegasbianchi.com/
Domaine Fontana (Château Le Breton): https://www.domainesfontana.fr/
Pecchenino, Piemonte: https://www.pecchenino.it/en/
Marchesi di Barolo, Piemonte: https://marchesibarolo.com/en/