Foto: Château Pavie 2006 Saint Emilion i glasset, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 22.november 2016.
Det skulle jo prøves en dag- et af disse “Parker-monstre”, som en del europæiske anmeldere kalder vinene fra de vinmagere og producenter, der arbejdede på at koncentrere vinene så meget som overhovedet muligt og give dem så meget fad som muligt, i stil med den tids krav om at leve op til de forventninger, som man mente at især visse uforholdsmæssigt indflydelsesrige amerikanske anmeldere stillede til rødvine. Det var især dominerende i 00erne, hvor det hele ikke kunne blive koncentreret og kraftigt nok for de toneangivende amerikanere. Og der blev produceret vine, der i dén grad levede op til de forventninger. I Frankrig, især i visse områder i Bordeaux og Rhône, men også i Italien, USA, Argentina, Australien, Chile og måske i særdeleshed i det ekstremt hypede Priorat i Catalonien, tæt ved Barcelona, sprøjtede det ud med voldsomme rødvinsmonstre på først 14, så 14,5 og så endnu højere alkoholprocenter, pga de produktionsmetoder, man brugte til at fremme druernes modenhed og sukkerindhold og vinens koncentration, uden at tænke over at klimaet faktisk helt automatisk hjalp til ude fra sidelinien, med den ene varme årgang efter den anden- med nogle få undtagelser.
Hvordan smager så en sådan vin, i denne ultrakoncentrerede stil, 10 år efter høsten og nogle år efter at “Parker-stilen” er gået lidt af mode?..
Det var et af de svar, man måske kunne forvente at få den 22.november 2016, da Vindiktatoren endnu en gang indfandt sig på Kjær & Sommerfeldt Vinbar i det indre København, for at prøvesmage en vin.
Selv må jeg sige at jeg faktisk både synes om den ene og den anden skole- på den ene side har man denne koncentrations-stil med enorm fylde og på den anden en meget mere afdæmpet, eller “civiliseret og original” stil af vin, som mange synes bedre giver et indtryk af terroir, altså en bedre sammenfatning af og udtryk for hvor vinen kommer fra, med undergrunden, vinens lokale præg og det lokale klima som nogle af faktorerne. Den “moderne” stil med voldsom koncentration, druer plukket på optimale tidspunkter og alle mulige andre smarte og højteknologiske metoder, der kan koncentrere drueindholdet endnu mere, beskyldes af denne side for ikke at gavne det lokale præg, men resultere i en kønsløs og nærmest overmoden international stil, hvor man ikke kan smage om vinen kommer fra Europa, USA, Argentina, Australien eller- ja, for den sags skyld- Thailand. Det er på denne baggrund at jeg smagte formentlig en af de vine, eller måske ligefrem dén vin, der har fået mest skyld for at stå som repræsentant for denne moderne stil, propaganderet for af Robert Parker og hans ligesindede. Især årgang 2003 var genstand for voldsom diskussion/debat mellem Parker og den kendte engelske vinanmelder og forfatter Jancis Robinson, der vurderede Pavie 2003 væsentlig lavere end Parker, bla med forklaring i den enorme overgearede stil og overmodenhed i vinen.
Nu sad jeg her på Gammel Mønt med Château Pavie 2006- og det var ikke fordi, jeg forventede at meget ville være anderledes i forhold til slottets 2003er, bortset fra at 2006 var en knap så varm årgang som 2003 og derfor måtte forventes at være lidt mere afslappet i forhold til denne ekstreme årgang- den varmeste i Bordeaux siden 1947, så vidt jeg kan huske.
Château Pavie 2006
Saint Emilion Grand Cru Classé B
(Er nu klassificeret A- øverste niveau)
Bordeaux rød
“Mørk til kanten” er vel egentlig en underdrivelse, når man beskuer farven på denne vin (se billede). Det er som om at alle fibre i vinen er gennemtrængt med farve. Viskositeten er helt vanvittig tyk. “Vinduerne” maler siderne røde på smageglasset.
Der er en massiv rig duft, med mørke frugter i en nærmest marmeladeagtig offensiv, nymalet kaffe og en tydelig ristet insisterende egefadskomponent.
På paletten er vinen tydeligt præget af disse komponenter, med en følelse af høj alkohol, grynede, men på en eller anden måde elegante tanniner, der vel at mærke alligevel ikke lukker vinen ned, og den rige frugt, der kommer fint til sin ret i en lang smag med flotte frugtige bølger. Vinen har meget modne toner, og jeg tænker at nogle nok ville kalde dem overmodne- men jeg synes alligevel, den holder sig på den rigtige side og holder balancen.
Afslutningen er meget lang, flot og frugtig, med rige indtryk af mørke frugter, det ristede fad og også de grynede tanniner, i en vin, der nærmest optræder som om den var blevet opløst i atomer og samlet igen, i et fint og endnu mere komplekst og koncentreret mikropuslespil, der utroligt nok er lykkedes. Syren er fint balanceret. Alkoholen, selvom den er høj, passer fint sammen med de øvrige komponenter i vinen, fordi de også er meget koncentrerede og insisterende.
Det føles som et stort eksperiment. Et meget imponerende og ganske givet voldsomt dyrt eksperiment, hvor man har arbejdet med alle dele af vinen og vinproduktionen og optimeret det hele i en grad, så vinen fremstår som nærmest væsensforskellig fra tidligere tiders Château Pavie. Et eksempel er den Pavie 1967, som jeg smagte i januar 2017 på Rungsted Kro- smagenote i dette link:
Serie: Bordeaux 1967- del 5: Rungsted Kro 27.januar 2017- med flere 1967 Bordeauxer..
Jeg må så indrømme at jeg idag, set i bakspejlet, også har mine tvivl om hvordan vine som denne Pavie 2006 vil udvikle sig. Umiddelbart synes jeg at balancen var fin nok. Men på den anden side så er vinen lige ved at kamme lidt over i det marmeladeprægede, meget fadprægede og- tør man sige det- overmodne?
Alligevel så får vinen en rigtig høj pointsangivelse, for på denne dag i 2016 var den imponerende og en fornøjelse at drikke. Og hvis den kan holde balancen og jeg vurderer tanninen rigtigt, så er der også potentiale. Men jeg tager forbehold ved at sætte et ? efter scoren. Så er jeg dækket ind til om 10-15 år, når vinen er faldet sammen under sin egen vægt og kun alkoholen står tilbage.. 😆😆
Points: 94+?
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Château Pavie, Saint Emilion, Bordeaux:
https://www.vignoblesperse.com/fr/chateau-pavie/accueil
Château Pavie- forhandlere i Danmark:
HJ Hansen Vinhandel: https://www.hjhansen-vin.dk/producenter/chateau-pavie
1855Cru i Nakskov:
https://www.1855cru.dk/shop/111-chateau-pavie/
Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg:
https://www.smv.dk/producenter/ch%C3%A2teau-pavie
Jancis Robinson: www.jancisrobinson.com