Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

31.august 2016: Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd på Hven- del 3: Tilbage i Rungsted Havn med en Ponnelle Beaune-Grèves 1er Cru fra 2006! 🍷


Foto: Pierre Ponnelle Beaune-Grèves 1er Cru Clos Sainte Anne 2006, Bourgogne. Billedet er taget imod en Øresunds-baggrund ved Rungsted Havn på en måde, så det kommer til at se ud som om flasken er gigantisk stor- og jeg synes faktisk, det lykkedes at få det til at se sådan ud. Men vurdér selv. Uanset hvad, så var det denne flaske, jeg havde gemt til hjemkomsten fra vores Hven-tur. Det skulle egentlig være kulminationen og muligvis højdepunktet på vores smagedag, men den blev længere end vi havde planlagt fra begyndelsen.
Billede taget 31.august 2016 af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 20.april 2025. Jeg skal selvfølgelig gøre opmærksom på at hvor intet andet er angivet er det Vindiktatoren, der har taget alle billeder til denne avis.

Velkommen til 3.afsnit af Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd på Hven. I sidste afsnit forlod vi Hven, men historien stopper ikke der, for vores smagedag var dårligt nok halvvejs ovre. Da vi fik Rungsted Havn i sigte, var det tid til at slappe lidt af efter den lidt hårdere hjemtur. Alle var dog i fin tilstand i Rungsted Havn og jeg syntes, det var tid til at åbne den sidste flaske, jeg havde medbragt til turen. Og det var ikke en hvilkensomhelst flaske. Vi havde kort tid forinden modtaget et parti Pierre Ponnelle-Bourgogner med alder i Irma og denne Beaune-Grèves 1er Cru fra 2006 var iblandt dem.
Okay, vi skulle lige i havn, fortøje vores fartøj og sunde os efter en trods alt lidt uventet vindblæst hjemtur fra Hven, men det tog ikke længe, før vi var friske igen, så jeg fandt de små, praktiske bredbundede glas frem igen..

Pierre Ponnelle
Beaune-Grèves 1er Cru
Clos Sainte Anne 2006
Côte de Beaune
Bourgogne rød
Farven var typisk Pinot Noir, men i forhold til alderen lidt mørkere end forventet. Der var dog en tydelig lysning i kanten- et tegn på modenhed.
I duften blev smageren mødt af en lækker, mild, men samtidig fast og insisterende, silke/fløjlsblød charmebombe. Røde frugter, tenderende til det lidt mørkere, med en syre, der helt klart var i baggrunden, og lækre, bløde tanniner, der instigerede en yderligere dybde i en vin, der ellers havde nok af det i forvejen. Og så var der en fremragende definition og balance. Alkoholen i en fuldstændig understøttende rolle, ligesom syren.
Frugten imponerede, dog uden at være anmassende. Der var også, som nævnt ovenfor, en fin struktur her med lidt tannin, men ligesom med de øvrige komponenter så var den blevet en del af dybden i vinen, uden at blokere for oplevelsen.
Det var rigtig flot.
Konklusionen her var at Pierre Ponnelles vine simpelthen er undervurderede. Nogle af dem, selv de forholdsvis billige, er fabelagtigt balancerede og med stor, stor charme, og kan typisk ligge meget lang tid. Det gælder også for denne Beaune-Grèves 2006, selvom jeg dog ikke tror på yderligere potentiale herfra (august 2016).
Points: 92

Omtalt i denne artikel:
Domaine Pierre Ponnelle, Bourgogne:

Homepage