Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

18.februar 2012: Hornbæk: Coq Au Vin med Saint Julien-vine: Løvekongen 1994 og Branaire-Ducru 1975🍷


Foto: Saint Julien’erne Château Léoville Las Cases 1994 og Branaire-Ducru 1975 (magnum) klar til åbning, 18.februar 2012, hos far i Hornbæk.

I februar 2012 besluttede min Bror og jeg at vi skulle have en hyggenyggelørdag med vores far i Hornbæk. Planen var Coq Au Vin og to klassificerede Bordeauxer til retten. Vi lavede retten og jeg medbragte vinen og så skulle farmand ellers bare sidde og slappe af og lade os om madlavningen, mens han forberedte en gammel klassisk film, vi skulle se, mens vi spiste den lækre sammenkogte ret. En af min fars kolleger fra hans gamle arbejdsplads, som forøvrigt er nuværende medlem at vores vinklub Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd, blev inviteret, og vi havde en fremragende aften. Her er mit indtryk af vinene:

Château Léoville Las Cases 1994
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Bordeaux 1994 er altså lidt af en “underlig” årgang. De Bordeaux-vine, jeg har smagt fra 1994, har haft et ret højt niveau, men ingen af dem har imponeret mig så meget at jeg syntes de fortjente en status som uforglemmelige, med tilføjelse af en skyhøj pointsscore. Men hvad med Løvekongen?..
Meget mørk farve. Duften stadig temmelig tilbageholdende, med grafit, blyantstift, solbær, cigarkasse- og støvede bøger.
På paletten er Las Cases 1994 lidt “mut” og præget af en temmelig tydelig tannisk tilstedeværelse, mens man dog godt kan føle en stor underliggende struktur og frugtkoncentration, samt en meget fyldig og lang smag, både på midterpalet og i afslutning, der så bare lige nu forhindres i at komme frem til overfladen af tanninen. Øvrige komponenter er lige i øjet- både syre og alkohol virker helt afbalancerede.
Men jeg må så også sige at også denne 1994er præges af en lille smule “hulhed” på paletten, som jeg tror vil forhindre den i nogensinde at nå de store højder. Jeg har oplevet det samme med andre højt klassificerede 1994ere og det er det samme her. Til gengæld tror jeg at der er potentiale til en fin udvikling, for vinen lader til ellers at være i fin balance.
Points: 90+.

Château Branaire-Ducru 1975
Saint Julien 4.Cru Classé
Bordeaux rød
Fra magnum
Bordeaux 1975 er kendt som en højkvalitetsårgang- men også som en årgang med kolossalt højt tanninniveau i vinene. Man sammenligner 1975erne med andre højtanniske årgange som 1928, 1945 (uden at være på samme kvalitetsniveau som den legendariske årgang) og 1948. Men hvad med det pålidelige Château Branaire i 1975-årgangen?
Farven var ikke helt mørk mere og den var lys i kanten, hvilket sædvanligvis kan fortolkes som at vinen er moden.
Men duften var ikke helt imødekommende. Her fik man det første indtryk af rustent jern, der nærmest skurede mod næsehårene, men dog også et pust af god og stadig sund mørk frugt, sammen med cigarkasse og tørrede grønne krydderier.
På paletten fik man igen masser af rustent jern, nærmest helt bogstaveligt. Så tydelig var denne komponent. Frugten levede dog også ganske fint og der var stor konstruktion, masser af struktur og perfekt balanceret syre og alkohol, ligesom i Léoville Las Cases 1994.
Måske var Branaire 1975 knap så kompleks som Léoville Las Cases 1994. Og det var ikke en vin-eksplosion, det her. Dertil var tanninen stadig alt, alt for dominerende. Det var helt tydeligt at Branaire 1975 skulle bruge endnu mindst 15-20 år for at komme nær ved sit modenhedsplateau, for det skurede nærmest mod tungen. Imponerende- men knap så charmerende. Jeg tænker at vinen her vil være moden, regnet fra smagetidspunktet, i ca 2030 og fremefter. Måske. 😆 Det var en imponerende fremvisning i tannin og struktur. Nogle ville måske også være nervøse for om frugten kan holde sig sund og frisk i de formentlig yderligere 15-20 år, det tager, før vinen kommer i en tilstand af modenhed, men jeg tror at man hellere skal over- end undervurdere lagringspotentialet i en vin som denne, for det er som om at Bordeaux-vine bare kan leve længere end nogen kan forestille sig. Alt dette afhænger selvfølgelig også af korrekt flaskeopbevaring.
Points: 89+.

Omtalt i denne artikel:
Coq Au Vin: Opskrifter:
Madens Verden: https://madensverden.dk/coq-au-vin/
Brødrene Prices opskrift på DRs hjemmeside:
https://www.dr.dk/mad/opskrift/coq-au-vin

Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux:
https://www.domaines-delon.com/en/leoville-chateau_leoville_las_cases_histoire.html
Château Branaire Ducru, Saint Julien, Bordeaux: https://www.branaire.com/

…..