Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Serie: Mine smagenoter fra The Wine Advocate´s Wine Talk-sektion: “December-dekadence 2011”- del 4: 31.december 2011, “1.halvleg” med Irmas “Østers a la Rockefeller”-opskrift og en overraskende lukket Saint Julien 2003🍷


Foto: Wine Talk-logoet fra sektionen af samme navn på The Wine Advocate. Jeg bruger et billede af dette logo som illustration, når jeg lægger en smagenote ud, som jeg oprindelig har offentliggjort på The Wine Advocate´s vindebat-hjemmeside, Mark Squires´ Bulletin Board/Wine Talk, medmindre jeg i sin tid har taget et billede af vinen, så vil det være et billede af vinen, der vises her. Det er for mig både en måde at mindes en fin tid sammen med mange glimrende vinkendere, som man kunne udveksle erfaringer og smagenoter med, og et minde over en vinsektion, der nu er nedlagt og afløst af andre, og, for at sige det mildt, knap så civiliserede vinsnak-internetsider.

Velkommen til del 4 i min “December-dekadence 2011”-serie. De andre dele kan linkes til efter artiklen, nede under omtaler.
31.december 2011 var dagen, hvor min bror og jeg skulle smage temmelig mange vine. Og jeg synes, vi klarede det temmelig godt i betragtning af mængderne og at jeg husker alle vinene. Men jeg vil lige dele denne nytårsaftensberetning op i to, for nytårsfejringen startede tidligt denne dag og der blev drukket og anmeldt vin fra jeg kom hjem fra arbejde og til ud på natten. Hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det.. 😀

Første vin var en Bordeaux, jeg havde fundet hos Kjær & Sommerfeldt tidligere på året. Det var ikke en særlig dyr vin og den var nu 7 år gammel. Slottet har været ejet af den samme familie siden 1740 og selvom vinen er fra Listrac-Médoc, så kendetegnes den ved at være produceret på næsten udelukkende Merlot, med en smule Petit Verdot tilføjet. Meget usædvanligt for Médoc.

Château Ducluzeau 2004
Listrac Cru Bourgeois
Haut-Médoc
Bordeaux rød
Denne vin var dagens første, beregnet til at smage, mens vi lavede mad. Og de 7 års alder, som vinen havde på bagen nu, var begyndt at vise sig for alvor, med rig, åben frugt, mange sekundære nuancer, en ganske betydelig kompleksitet, tanninen på retræte og en flot, lang afslutning. Ret spektakulær for sin klassifikation- men ikke overraskende, for jeg havde forlængst vænnet mig til at mange af de vine, der ligger i denne kategori, befinder sig på et niveau, som snildt kan betegnes som ren verdensklasse- og som også snildt kan henligge i kælderen i årevis eller årtier og blive en endnu større oplevelse med tiden. Vi lod vinen stå og gensmagte senere på aftenen, så vi kunne sammenligne med de langt mere berømte og estimerede Grand Cru-vine, vi smagte der, og Ducluzeau 2004 faldt ikke igennem. på trods af at vinen er fra en årgang med et dårligere ry end de to “store” vine, vi smagte.
Points: 90+.

Så var det blevet tid til østers naturel og hvidvin- eller rettere sagt, det var det ikke, for dette nytår afprøvede jeg nemlig Irmas opskrift, fra deres inspirationsmagasin “Krydderiet”, på “Østers a la Rockefeller”, som er en gratinerings-østersret. Og minsandten om opskriften ikke stadig ligger inde på den ligeledes stadig eksisterende Irma-hjemmeside! Kan ses under artiklen, under omtaler.
Og til denne fabelagtige opskrift prøvede vi så- naturligvis- to hvide Bourgogner:

Domaine Servin
Chablis 1er Cru
Montée de Tonnerre 2010
Bourgogne hvid
En særdeles charmerende og egentlig ret frugtdrevet Chablis, næsten i en usædvanlig grad. Denne 1er Cru-Chablis virkede også meget åben og drikkeklar allerede, men der var også fin mineralitet og eftersmagen var meget lang. Helt og aldeles fremragende. Bror syntes endnu bedre om den end jeg- for jeg sad og undrede mig over dens meget åbne stil, med den tanke at jeg var lidt usikker på om det var et eksempel på en hvid Bourgogne, der modnede overraskende tidligt og så ikke ville holde. Men jeg lod tvivlen komme denne lige nu stærkt charmerende vin til gode.
Points: 91+.

Chablis´en blev smagt op mod denne:

Domaine Bouchard Père & Fils
Chassagne-Montrachet 2009
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
Bouchards Chassagne, købt hos Erik Sørensen Vin, sammen med Chablis´en fra Servin, var lidt “rå” i sin unge frugt og nøddeagtige, nærmest koncentrerede stil. Det var en fast vin, med en flot stenet mineralitet og en afdæmpet, men helt klart deltagende og medspillende flot syre, som åbnede sig lidt mere op på dag 2, altså da vi gensmagte 1.januar. Som udgangspunkt tænkte jeg at vinen her ville være endnu bedre om 10 år, dvs i 2021-22, men jeg var faktisk også ret imponeret over den øjeblikkeligt. Bror var knap så imponeret.
Points: 92+.

Efter denne hvide Bourgogne-triumf var det tid til nytårshovedmåltidet, som- naturligvis- bestod af rødt kød. Ingen torsk her. Kunne ellers være sjovt at prøve på et tidspunkt, men det ville jo betyde et farvel til mine favoritvine til nytåret, nemlig de røde Bordeauxer. Det går bare ikke.. 😆😆🍷

Vi begyndte med Saint Julien- og dén overraskede:

Château Lagrange 2003
Saint Julien 3.Cru Classé
Bordeaux rød
Det her var et chok for mig. Simpelthen. Dagens første store klassificerede Bordeaux, som jeg helt overlagt havde købt i en notorisk drikkevenlig, eller “californier-agtig” årgang, 2003, fremstod lukket og tannisk!! Og den virkede faktisk “mut” og nedlukket hele aftenen (bortset fra den ledsagende charmerende ristede egefadstone) samt den næste dag, hvor vi gensmagte. Jeg var fuldstændig målløs, for jeg havde aldrig oplevet en 2003 Bordeaux være lukket før smagningen af denne Lagrange.
Det var ikke fordi der var noget i vejen med vinen som sådan. Og man kunne, udover den flotte mørke farve, nemt fornemme den fine koncentration i vinen, og i munden virkede balancen perfekt. Jeg syntes også, det var tydeligt at potentialet, vinens ungdom taget i betragtning, var glimrende. Jeg havde bare forventet at Lagrange 2003 ville imponere nu. Og det gjorde den altså ikke.
Points: 89+.
Jeg endte med en pointsangivelse på 89+, hvilket afspejler potentialet, men også den kendsgerning at vinen som sådan er af høj kvalitet og kan forventes at charmere stort, når den endelig modner.
Jeg fik nogle kommentarer til denne smagenote fra de andre vinfanatikere på Wine Talk, og en af dem var fra min gode kollega fra Holland, Hr van Gestel, som fortalte at han havde smagt 10-15 flasker af Lagrange 2003 nu og at den lige netop i de seneste 2-3 eksemplarers tilfælde var begyndt at lukke ned. Så han bekræftede mit indtryk inklusive vinens nu lukkede optræden, og supplerede med at “nedlukningen” var en nyere ting, noget, der var indtruffet det seneste år.
Uheldigt for vores nytårssmagning, men vi havde så heldigvis andre rødvine klar denne aften.. dem fortæller jeg om i næste artikel i serien her, som jeg kalder “2.halvleg”..🍷

Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Château Ducluzeau, Listrac, Haut-Médoc, Bordeaux: http://www.chateau-ducluzeau.com/eng/#history
Irmas “Østers a la Rockefeller”-opskrift:
https://irma.dk/opskrifter/lette-retter/vinter/jul/fisk-og-skaldyr/gratinerede-oesters-a-la-rockefeller
Domaine Servin, Chablis, Bourgogne: http://www.servin.fr/
Erik Sørensen Vin: https://eriksorensenvin.dk/vinbutikken/
Domaine Bouchard Père & Fils, Bourgogne: https://www.bouchard-pereetfils.com/
Château Lagrange, Saint Julien, Bordeaux: https://chateau-lagrange.com/

Og her gengives Irmas “Østers a la Rockefeller”-opskrift som tekst, fra Irmas hjemmeside, i tilfælde af at COOP også nedlægger Irmas hjemmeside på et tidspunkt, så den forsvinder derfra:
Tilberedning- til 4 personer:
Ingredienser:
24 østers – 1 skalotteløg – smør – 1,5 dl piskefløde – 1 spsk pastis – 1 håndfuld spinatblade – 2 dl ost
Sæt ovnen på 225 grader.
Åbn østers og hæld væden fra. Løsn østersen og lad den blive i skallen.
Sæt skallerne på en bradepande eller ildfast fad.
Hak løg helt fint og svits hurtigt i lidt smør.
Kom fløde og pastis heri og lad simre sammen i 3-5 minutter. Kom spinat i og lad den falde sammen.
Kom fyldet i hver skal og pynt med osten.
Gratiner, indtil osten (fx Gruyère) er smeltet og let gylden. Kig efter 5 minutter. Tag ud og server med en gaffel.
Tip: Ved at opvarme østers til 75 grader undgår du helt risikoen for bakterier og virus.

“December-dekadence 2011”, del 1:

Serie: Mine smagenoter fra The Wine Advocate´s Wine Talk-sektion: “December-dekadence- del 1” 10., 18. og 20.december 2011: Andrés Iniestas Castilla La Mancha-rødvin, rød Bourgogne og en Concha y Toro-rødvin.. 🍷

“December-dekandence 2011”, del 2:

Serie: Mine smagenoter fra The Wine Advocate´s Wine Talk-sektion: “December-dekadence 2011”-del 2: 21., 22. og 24.december 2011: København, Ordrup og Rungsted med smagning af Haut-Médoc, Sauternes og Châteauneuf du Pâpe 🍷

“December-dekadence 2011”, del 3:
https://www.letourduvin.dk/2023/12/25/serie-mine-smagenoter-fra-the-wine-advocates-wine-talk-sektion-december-dekadence-2011-del-3-26-og-28-december-2011-hornbaek-pessac-leognan-og-saint-estephe-%f0%9f%8d%b7/

…..